Det var meget tæt på en stor dansk triumf på den første dag i Giro d'Italia.

Men det blev ved lige ved og næsten for Tobias Lund Andresen (Decathlon), som åbnede spurten, men ikke kunne holde hele vejen til målstregen.

Den franske sprinter Paul Magnier (Quick-Step) var en tand stærkere og vandt 1. etape af Giroen foran Tobias Lund på andenpladsen.

Det var første gang, at Magnier vandt en etape i en grand tour.

Åbningsetapen foregik i Bulgarien og bød på 147 flade kilometer fra Nessebar til Burgas, og således var den på forhånd vurderet til at være en opgave for de bedste sprintere i feltet.

Afslutningen lå godt til Jonathan Milan (Lidl-Trek), men den italienske favorit kunne ikke følge med blandt andre Tobias Lund og blev nummer fire i spurten.

Afslutningen på etapen blev præget af et stort styrt på opløbsstrækningen, og her havde Tobias Lund klogt placeret sig tæt på fronten af feltet og blev ikke revet med ned i asfalten.

Blandt andre sprinteren Kaden Groves var i asfalten i styrtet, og australieren trak forslået sin ødelagte cykel de sidste 600 meter ind til målstregen.

Jonas Vingegaard (Visma), som er den store favorit til at tage den samlede sejr i den italienske grand tour, kom trillende i mål uden uheld.

Klogt holdt Visma-rytterne sig bagest i feltet, da den hektiske finale skulle køres. Det betød, at Vingegaard ikke var i nærheden af styrtet.

Magnier tog ud over sejren også den lyserøde førertrøje med et forspring på fire sekunder ned til Tobias Lund.

Giroen løber i tre uger og fortsætter lørdag og søndag med etaper på bulgarske landeveje, inden feltet rammer Italien.

/ritzau/