Efter fem år i træk med Tadej Pogacar som vinder fik Lombardiet Rundt en ny triumfator i det italienske monument.

I fraværet af Pogacar, der styrtede slemt i Vuelta a España og ikke stillede op, vandt Paul Seixas (Decathlon) løbet.

Det var første gang i karrieren, at Seixas vandt et af cykelsportens monumenter.

Seixas lavede det afgørende ryk på løbets næstsidste stigning op ad Civiglio.

Kun Enric Mas og Giulio Ciccone kunne følge med Seixas til at begynde med, men den 20-årige franskmand trykkede ekstra i pedalerne og kørte solo med omkring 18 kilometer til mål.

Mas blev toer 48 sekunder efter Seixas, mens Ciccone tog den sidste plads på podiet 17 sekunder senere.

Remco Evenepoel, der var en af de store favoritter inden efterårsmonumentet, var en af de mange ryttere, som faldt fra på den næstsidste stigning, og det rejste han sig aldrig fra.

Trods en god slutspurt blev det kun til en kamp uden for podiepladserne, og det endte med en fjerdeplads til Evenepoel, der fortsat ikke har vundet Lombardiet Rundt.

Inden løbets start tog den belgiske cykelstjerne ordet i en protest fra rytterne, som blev stående i ro.

Det handlede om utilfredshed med køretøjer på ruten, som tidligere på året kostede den britiske rytter Finlay Tarling livet i et løb i Portugal i august.

- Der er for mange hændelser med køretøjer i løbene, lød det fra Evenepoel.

- Desværre har vi mistet en kollega, så vi ønsker at komme med denne besked for at vise verden, at vi ikke kan fortsætte med at acceptere, at folk bliver skadet eller bogstaveligt talt dør.

Tidligere i denne uge blev både Thomas Gloag og Marcel Camprubi ramt af en politimotorcykel, som kørte i modsat retning i et italiensk løb.

- Bare i denne uge har der været flere episoder med køretøjer i konkurrenceløb. Og i sommer mistede vi på tragisk vis en kollega på grund af en lignende hændelse.

- Vi kan ikke acceptere det længere, lyder det i en udtalelse fra CPA, der er rytternes fagforening.

På grund af protesten blev Lombardiet forsinket i fem minutter, inden rytterne begyndte på den 239 kilometer lange rute fra Bergamo til Como.

RITZAU