I en højspændt kulisse løb Frankrig mandag aften ind i sit første nederlag ved kvindernes VM i håndbold.
Båret frem af et medlevende publikum vandt Holland og sendte dermed franskmændene i armene på Danmark i onsdagens kvartfinale.
Efter opgøret var Frankrigs landstræner, Sébastien Gardillou, ærgerlig over nederlaget, men han havde ingen stærke holdninger til, at han nu skal møde Danmark og ikke Ungarn, som på papiret er svagere end danskerne.
- Det betyder intet, slog Sébastien Gardillou resolut fast og påpegede, at både Ungarn og Danmark er svære modstandere.
Han har ikke set et sekund af Danmarks kampe ved VM, så han får travlt ved videomaskinen inden onsdagens opgør, erkendte han.
Han husker dog tydeligt, at Danmark vandt det seneste indbyrdes opgør ved EM sidste år, og han bemærker desuden, at der er sket mange udskiftninger på begge hold siden den kamp.
- Vi tabte den seneste kamp til Danmark, og det vil jeg meget gerne ændre. Danmark er et stærkt hold. De har en god bagkæde og er meget dygtige defensivt.
- Begge hold er anderledes i forhold til sidst. Så vi må se video af kampe fra det her mesterskab og ikke tidligere kampe, for det vil ikke give mening. Men vi kender den danske stil og de danske styrker, siger Gardillou.
Han fortæller desuden, at han har et rigtig godt forhold til Danmarks landstræner, Helle Thomsen, som har en fortid som træner for franske Nantes.
- Helle Thomsen er en god træner, som kender de franske spillere bedre end nogen anden.
- Vi taler meget. Ikke under det her mesterskab, men vi er hele tiden i kontakt, siger Gardillou.
Den stærke franske stregspiller Pauletta Foppa udtrykte mandag også respekt for Danmark.
- Det bliver en stor kamp mod Danmark, hvor vi skal gøre alt for at vinde, lød det fra Pauletta Foppa.
- Hvis man skal vinde titlen, skal man kunne slå alle. Det bliver ikke en nem kamp. Jeg så Danmarks kamp mod Ungarn, hvor de fandt løsningerne til sidst. Det er et stærkt hold, som har dygtige spillere på alle pladser, siger hun.
Danmark og Frankrig mødes onsdag klokken 21.00.
/ritzau/
