Frans Nielsen fik NHL-debut

Ishockeyspilleren Frans Nielsen skøjtede natten til søndag dansk tid som den første dansker nogensinde ind på en isen til en kamp i NHL-ligaen.

Endnu en milepæl for dansk ishockey blev nået natten til søndag dansk tid, da 22-årige Frans Nielsen som den første danske statsborger fik spilletid i den nordamerikanske NHL-liga, der regnes for verdens bedste.

Debuten for New York Islanders i udekampen mod de forsvarende mestre fra Carolina Hurricanes kom i stand takket være et skadesafbud. Nielsen, der på det seneste har spillet rigtigt godt for Islanders' udviklingshold, Bridgeport Sound Tigers, i den lavere rangerede AHL-liga, fik chancen på førsteholdet i stedet for centerspilleren Shawn Horcoff.

Allerede efter to et halvt minuts spil hoppede Frans Nielsen med nummer 51 på ryggen ind på isen sammen med resten af fjerdekæden, og danskeren var faktisk tæt på en scoring allerede i sit første skift, da han opfangede en ripost fra kædekammeraten Richard Park. Carolinas målmand Cam Ward kom imidlertid i vejen, og det gjorde han også, da Nielsen igen var vaks på en returpuck i slutningen af første periode.

I anden og tredje periode fik debutanten knap så meget spilletid, blandt andet på grund af en del udvisninger til begge hold. Frans Nielsen blev kun brugt i fem-mod-fem situationer, og da kampen blev fløjet af, havde han i alt været inde i 10 skift og syv et halvt minut, uden at have været involveret i situationer, der resulterede i en scoring i den ene eller anden ende af banen. Derfor var han som sådan også sagesløs i forhold til kampens resultat, et 2-4 nederlag til Islanders.

Om det i denne omgang bliver til flere kampe for Frans Nielsen i New York Islanders-trøjen, afhænger i høj grad af Shawn Horcoffs håndskade. Lige så snart han kan spille igen, flyttes Frans Nielsen givetvis ned til Bridgeport Sound Tigers igen. Islanders' næste kamp er lokalopgøret mod New York Rangers på tirsdag i Madison Square Garden.

Frans Nielsen, der har fået sin ishockeyopdragelse i Herning, er ikke den første danskfødte spiller, der gør sig i NHL. I 1960'erne og 1970'erne spillede en herre ved navn Poul Popiel en del kampe for forskellige hold i ligaen, og selv om han tilbragte sine første otte leveår i Danmark, så var han allerede amerikansk statsborger, da han fik sin is-debut.

Nielsens landsholdskolleger Jannik Hansen og Kim Staal har også NHL-kontrakt i denne sæson med henholdsvis Vancouver Canucks og Nashville Predators, men det er endnu ikke lykkes for nogen af de to at klare springet fra udviklingsholdet til førsteholdstruppen.

Danmark klarede i 2003 for første gang at kvalificere sig til den såkaldte A-gruppe, hvor verdens bedste ishockeynationer befinder sig. Den placering er det lykkedes at fastholde i fire VM-turneringer i streg, og Frans Nielsens NHL-debut er således bare endnu et udtryk for ishockeysportens resultat- og spillemæssige fremgang herhjemme.

/ritzau/