Frankrigs forbandede forår

Da Frankrig i 1998 blev verdensmester i fodbold, udlagde mange det som en sejr for det multietniske og racemæssigt tolerante Frankrig. Kun den højreradikale politiker Jean-Marie Le Pen, hvis valgsucces i dette forår af mange franskmænd er blevet oplevet som en national skam, har vovet at kritisere landsholdet med de mange indvandrere, og tirsdagens franske nederlag er en sejr for ham, mener en ekspert.Svært at fatte for Frankrig

De franske fodboldtilskuere foran storskærmen i Paris tror ikke deres egne øjne, da Danmark scorer det første mål. <br>Foto: EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PARIS

Frankrig græd tirsdag.

Overalt i det store land var tiden gået i stå inden skæbnekampen mod Danmark, og da først Dennis Rommedahl og siden Jon Dahl Tomasson beseglede franskmændenes skæbne, brød nationen sammen i en blanding af tristesse, vrede og jagt på syndebukke.

Selv om der kun var tale om en fodboldkamp, og selv om livet gik videre på Champs Elysées i Paris, hvor nogle få jublende danske fans havde mediernes opmærksomhed for sig selv, skal man ikke undervurdere betydningen af det fodboldhistoriske nederlag.

Tre kampe, ét point og nul mål er det dårligste resultat, en regerende verdensmester nogensinde har præsteret, og samtidig er nederlaget en enorm skuffelse for et land, som havde håbet at stive dets vaklende selvtillid af med endnu en triumf på fodboldens planetære arena.

Ganske vist forsøgte Frankrigs nye, alfaderlige og i bogstavelig forstand runde premierminister Jean-Pierre Raffarin at opmuntre både de skuffede spillere og resten af nationen ved at pointere, at man »ikke skal overdrive nationalismen« i forbindelse med fodboldkampe. At man skal kunne glæde sig over, at »det bedste hold vinder«. Men premierministerens trøstende ord står i skarp kontrast til både den bitterhed, som mange franskmænd gav udtryk for i går, og til den voldsomme symbolske betydning, som VM-sejren på hjemmebane i 1998 blev tillagt.

»Send dem på pension. Man har kunnet se det lige fra starten. De har ikke haft den rigtige indstilling. Og se på landstræner Lemerre. Hvad har han gjort? Ingenting. De har allesammen manglet ydmygheden,« sagde Thierry Gaudry, en ung funktionær i en pensionskasse, som i går havde valgt at se kampen på restaurant Flora Danica i Det Danske Hus på Champs Elysées.

På samme måde som skuffelsen lyste ud af Gaudrys øjne efter nederlaget, lød der fra hele Frankrig bitre kommentarer om det franske landshold.

»Fils de pub,« nærmeste spyttede en tilhænger i Marseille således ud i æteren med et ordspil, som gjorde de franske fodboldspillere til både sønner af ludere og til forkælede modtagere af millioner af reklamekroner.

»De bringer skam over Frankrig. De er ingenting. De tjener millioner og ikke så meget som et mål, har de kunnet score,« lød det fra en ung kvinde om de spillere, der siden 1998 er blevet forgyldt og forgudet.

Det var dengang...

I 1998 var der til gengæld ingen grænser for tilbedelsen. Dengang jublede hundredtusinder i gaderne med råbet »Zidane Président!«, efter at den algeriske indvandrersøn Zinedine Zidane havde scoret sine to hovedstødsmål mod brasilianerne i finalen.

Selv ind i toppolitikernes, diplomaternes og de intellektuelles rækker blev sejren tillagt en endog meget stor betydning.

»En sejr for det multikulturelle Frankrig,« sagde Frankrigs daværende FN-ambassadør, Alain Dejamet.

»En sejr for det tre-farvede, for det mange-farvede Frankrig,« sagde præsident Jacques Chirac.

»Dette hold har gjort mere for integrationen end flere års ambitiøs politik,« sagde Michèle Tribalat, sociolog med speciale i integration, mens Pascal Boniface, der er direktør for Instituttet for Internationale og Strategiske Relationer, også var lige ved at gå i kredsløb i det ydre rum.

»Det franske fodboldlandshold giver Frankrig en udstråling, som forbedrer dets position i verden,« sagde den udenrigspolitiske ekspert dengang. I går var han ikke til at nå på telefonen.

Le Pens malurt

Kun en eneste franskmand, den højreradikale og fremmedfjendtlige veteran Jean-Marie Le Pen, turde dengang blande malurt i den sejrspokal, som hele Frankrig drak af i dagene og ugerne efter sejren på 3-0 over Brasilien på Stade de France.

Mens hele landet jublede over, at man havde fået plads i fodboldens G7 med lande som Brasilien, England, Italien, Tyskland, Paraguay og Argentina, gjorde Le Pen sig dengang til hele det franske landsholds fjende, da han åbenlyst beklagede sig over landsholdets sammensætning, som han betegnede som »Black-blanc-beur«. Le Pen afviste på den måde holdet bestående af »sorte, hvide og arabere« med et fikst ordspil på nationalfarverne bleu, blanc, rouge - blåt, hvidt og rødt.

Derfor var det kun naturligt, at de franske fodboldspillere rejste sig til modstand, da Jean-Marie Le Pen 21. april i år bragte Frankrig i hele verdens søgelys i det, der skulle blive landets forbandede forår, ved at kvalificere sig til 2. runde af præsidentvalget.

Stort set alle de franske landsholdspillere opfordrede til at stemme mod Le Pen.

Zinedine Zidane, den sorte Juventus-spiller Lilian Thuram, Arsenal-stjernen Robert Pirès med de portugisiske rødder og også de hvide Christophe Dugarry og Emmanuel Petit opfordrede franskmændene til at stemme på Jacques Chirac for at give Le Pen en lærestreg.

Det fik imidlertid ikke Le Pen til at stikke piben ind. Ganske vist tabte han valget stort til Chirac, men den højreradikale politiker fik sit bedste valg nogensinde, og måske fik han på den måde brudt den fortryllelse, som Zidane og vennerne havde skabt med deres positive billede af det multikulturelle Frankrig. Det mener i hvert fald Dr. Geoff Hare, der er ekspert i både fodbold og fransk sprog ved Newcastle University.

»Et nederlag for dette multietniske hold er et stort nederlag for Frankrigs nationale stolthed og en sejr for Front National,« mener han.

Under alle omstændigheder synes Le Pen ikke have tænkt sig at lade fodboldspillerne blive i fred.

»Zidane kan bare blive i Spanien, hvis det er det, han vil. Hér er der ingen, der holder på ham,« sagde Le Pen så sent som i sidste uge om Real Madrid-stjernen, der før valget gav udtryk for, at han ville stoppe på landsholdet, hvis Le Pen vandt.

Stemte ikke

Mens Zidane, Petit og Pirès var meget vrede på Le Pen og ikke bange for at sige det, kom det kun ud mellem sidebenene, at ingen af dem havde gjort deres borgerpligt ved at afgive deres stemme. Dermed lignede de så mange andre unge franskmænd, som måske nok kunne gå på gaden i protest mod Le Pen for at forsvare sig selv og deres venner af indvandrer-herkomst, men som til gengæld ikke gider at involvere sig i det franske demokrati.

»Problemet er jo, at det billede af Frankrig, som Le Pen og også Chirac taler om, ikke eksisterer,« siger den 18-årige Johannes Sivertsen, som har boet hele sit liv i Frankrig.

»Chirac taler hele tiden om insecurité (manglende lov og orden, red.), men så slemt er det altså ikke. De taler om et Frankrig, som ikke eksisterer mere. Manden med baskerhuen og et baguette (flûtes) under armen er død. Alle mine venner har alle på en eller anden måde en indvandrerbaggrund. Der er algeriere, én er portugiser og én har en mor fra Venezuela. Det er det, der er det fede ved Frankrig, men det afspejler sig slet ikke i det, de siger,« forklarer Johannes Sivertsen, som tirsdag havde svært ved at finde ud af, hvem han skulle holde med.

»Men danskerne spillede godt. Så det var fint med mig, at de vandt.