Frankrig i finalen: Griezmann jagtede drømmen om en drøm

KOMMENTAR

Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde

Antoine Griezmann har en tatovering på sin ene underarm:

"Fais de ta vie un rêve, et fais de ton rêve une réalite," står der med et citat fra den franske pilot og forfatter til den filosofiske børnebog Den lille prins, Antoine De Saint-Exupery.

"Gør dit liv en drøm, og gør din drøm til virkelighed," betyder det.

Meget passende. Den lille prins rejste selv fra by til by, fra klub til klub, fra afvisning til afvisning i jagten på sin drøm om at blive fodboldspiller, indtil en mand fra Real Sociedad fik øje på ham og blæste på hans lidenhed.

Torsdag aften var hans virkelighed en drøm. Antoine Griezmann scorede sit femte og sjette mål ved europamesterskaberne, lagde afstand til sine forfølgere i kampen om topscorertitlen og scorede til både 1-0 og 2-0 i den kamp, der sendte Frankrig i EM-finalen mod Portugal på søndag. Den torsdag aften i Marseille tog han det næstsidste skridt ind på scenen som en rigtig verdensstjerne, og bliver, hvis Frankrig vinder finalen på søndag, kåret som turneringens bedste spiller. Måske bliver han efter EM solgt, som verdens dyreste. Hvem ved.

Pudsigt nok var det der, ikke langt fra Stade Vélodrome, ud for Marseilles kyst, at en lokal fisker i 1998 fangede det sølvarmbånd, Saint-Exupery bar, da hans fly styrtede i Middelhavet 54 år tidligere. Og pudsigt nok var det netop i 1998, det franske landshold senest sparkede gang i en epoke, der rakte ud over bare fodbolden.

Dengang i 1998 vandt Frankrig verdensmesterskabet på hjemmebane og skabte en fælles succesoplevelse for et land med svære integrationsproblemer og stor adskillelse mellem befolkningsgrupper af forskellig herkomst og med ulige sociale kår. Uroen i storbyernes forstæder forstummede for en tid, og Les Black, Blanc, Beur, som landsholdet blev døbt med henvisning til de vest- og centralafrikanske, europæiske og nordafrikanske spillere, blev symbolet på samling og forsoning.

Didier Deschamps var anfører dengang i 1998 og landstræner i dag, og endnu engang kan landsholdet blive en samlende størrelse for et fransk folk, der til en vis grad stadig er i intern splid, og som især efter terrorangrebene i efteråret og åbenbaringen af celler i helt lukkede parallelsamfund har brug for en samlende succesoplevelse.

Bizart nok og meget kendetegnende for tidens varmeste og ikke bare franske, men fælleseuropæiske, kartoffel, er hans landshold blevet brugt som instrument af vidt forskellige politiske fløje. Nordafrikanske og arabiske efterkommere ser et racistisk motiv bag fravalget af Real Madrid-stjernen Karim Benzema med de algeriske rødder, som Deschamps undlod at udtage på baggrund af den verserende sag om en sexvideo, som han angiveligt skal have brugt til at afpresse landsmanden Vabuena. Monokulturalister har svært ved at se problemet i det fravalg og har i stedet rettet fokus mod, at flertallet af spillerne i startopstillingen er af afrikansk oprindelse. Det er svært at gøre alle tilfredse. Men det hjælper, hvis man vinder EM i fodbold, og det var da heller ikke mange franskmænd, der ikke skulle se semifinalen mod Tyskland. Jeg forstår, at præsident Hollande for både nationens og hans eget bedste krydsede fingrene med særlig dedikation torsdag aften.

Jeg tror ikke, der findes landshold, der har haft bedre kår på vejen mod et mesterskab end dette franske landshold, hvilket ikke behøver tage noget fra dem, fordi den slags også kan være et pres, men som vi dog skal have med i ligningen. Siden kvartfinalenederlaget til netop Tyskland ved VM i 2014 havde Frankrig på grund af sit værtskab og sin direkte kvalifikation ikke spillet en eneste kamp af betydning før åbningskampen mod Rumænien for snart en måned siden, og ikke før torsdag havde de mødt en modstander, der burde give den ret mange kvaler. Tilmed var det så et ualmindeligt ineffektivt og decimeret Tyskland, de mødte. Lige da det skulle til at blive svært, blev det meget nemmere, end de kunne have frygtet.

Hvem havde troet, at Tyskland af alle hold, skulle lave to store personlige fejl i en EM-semifinale? Nej vel? Måske Griezmann, og nu digter jeg, men han har dog ridset det ind i sin arm, at han jagter drømmen.