Træner Thomas Frank mærker presset i Tottenham, der ikke har vundet i de seneste fire kampe og roder rundt som nummer 14 i Premier League.
- Jeg ved udmærket, hvordan fodboldverdenen fungerer. Vi har ikke fået de resultater, vi gerne vil have, siger Frank på et pressemøde torsdag.
Når det er sagt, har han troen på, at det snart vender. Han ser holdet tage små skridt i den rigtige retning.
- De seneste seks kampe har budt på mere stabile og positive præstationer. Ikke perfekte, men der er tegn på, at vi er ved at bygge noget op, lyder det fra Frank.
- Jeg kan også se det i træningen. Spillerne har trænet meget intenst og fokuseret, især tirsdag og torsdag. Defensiven ser i mange henseender fornuftig ud, men offensivt skal vi være bedre. Det er dét, vi arbejder hårdt på.
Den danske cheftræner ser også et hold, der er blevet bedre til at håndtere modgang.
- Det siger noget om en kultur, der er ved at blive stærkere. Vi gør alt, hvad vi kan, for at vende momentum, og i fodbold kan det skifte hurtigt, minder Frank om.
Det må gerne ske allerede på lørdag, når West Ham gæster Tottenham Stadium.
- Jeg ved godt, at det er et stort London-derby mod West Ham med rivaliseringen, der er, men for mig handler det først og fremmest om os, og hvordan vi kommer ud med energi, spiller positivt og tager initiativet.
- Hvis vi kan ramme det niveau, vi viste i første halvleg mod Sunderland og i anden halvleg mod Aston Villa, så leverer vi en toppræstation, og så vinder vi kampen, forudser Frank.
Han må dog se bort fra holdets aktuelle ligatopscorer i den kommende tid. Richarlison, der har scoret syv gange i Premier League i denne sæson, er ude i op til syv uger med en skade i baglåret, fortæller Frank.
Til gengæld er angriberen Dominic Solanke ved at spille sig tilbage i form efter sin skade.
/ritzau/
