Frank Arnesen bliver sportsdirektør i græsk klub

Frank Arnesen er tilbage med indflydelse i fodboldverdenen efter mere end et år som ekspert. Nu skal Arnesen være sportsdirektør i den græske klub PAOK.

Den 58-årige tidligere landsholdsspiller har skrevet under på en treårig kontrakt med klubben, der lige nu spiller playoff om en Champions League-plads. Arnesen skrev ellers i starten af 2014 under på en kontrakt med ukrainske Metalist Kharkiv, men blot en måned senere stod han af der, da uroen i landet blev for stor.

Frank Arnesen har derfor mest gjort sig som landsholds-ekspert på Kanal 5, men nu skal han igen have jakken på og begynde at finde talentfulde fodboldspillere. Det har han tidligere gjort som sportsdirektør i PSV, Tottenham, Chelsea, Hamburger SV og altså Metalist Kharkiv.

En af Frank Arnesens vigtigste opgaver bliver dog først at finde en ny træner til klubben.