For første gang i sæsonen må HB Køges fodboldkvinder forlade en kamp i A-ligaen uden sejr.
Søndag eftermiddag tabte køgenserne topopgøret hjemme mod danmarksmesteren Fortuna Hjørring med 0-1.
Målet blev scoret af Fortuna-topscorer Joy Omewa Ogochukwu, der ti minutter efter pausen udnyttede en stor kommunikationsfejl i Køge-forsvaret.
Trods nederlaget har Køge stadig et forspring på tre point ned til netop Fortuna på andenpladsen.
Begge hold var på europæiske opgaver i midtugen, og måske var halvtunge ben en del af forklaringen på, at det længe var småt med underholdningen.
En anden forklaring kunne være, at uafgjort sådan set ikke ville være noget skrækkeligt resultat for nogen af holdene. Derfor kunne kampen meget vel være endt med en målløs pointdeling, hvis ikke hjemmeholdet havde været i gavehumør i en enkelt sekvens.
I det 55. minut misforstod HB Køge-keeper Ema Aleksic og Signe Markvardsen hinanden, og så lå der lige pludselig en løs bold foran Joy Omewa Ogochukwu, og nigerianeren kunne ikke undgå at score.
Hjemmeholdet jagtede en udligning, men det lykkedes ikke for Nadia Nadim, Mille Gejl og de øvrige Køge-spillere at veksle boldbesiddelse til store chancer og mål.
Tidligere søndag tog Brøndby tre point og spillede sig op på tredjepladsen med en 3-2-sejr ude over oprykkeren FC Midtjylland.
Midtjyderne tog føringen tidligt, men inden pausen svarede fuldtidsprofferne tilbage med to scoringer.
500-kampjubilar Nanna Christiansen scorede til 3-1 på straffespark i det næstsidste ordinære minut, før den mangeårige landsholdsspiller Sanne Troelsgaard reducerede til allersidst.
/ritzau/