Forslået Rodenberg slutter fred med nedkørt brite

Frederik Rodenberg har udvekslet beskeder med den britiske rytter, han kolliderede med på cykelbanen ved OL.

Frederik Rodenberg kørte ind i Charlie Tanfield i afslutningen af holdforfølgelsesløbet mellem Danmark og Storbritannien. Matthew Childs/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ingen sure miner mellem banerytteren Frederik Rodenberg og hans britiske kollega Charlie Tanfield efter deres dramatiske sammenstød i holdforfølgelsesløbet ved OL.

Danmark var klart foran, da Rodenberg bagfra bragede ind i Tanfield med det resultat, at de begge styrtede og hensatte den olympiske velodrom i et stort kaos.

»Jeg har skrevet med ham. Alt er okay mellem os. Der er ikke nogen, der gør noget for at få de andre til at være dårligere. Det er, hvad der sker i konkurrence.«

»Han er mega ærgerlig over situation, og det er jeg jo også. Nu er det kun alle dem udefra, som ikke forstår cykling, som kan være sure. Og det har de lov til,« siger Frederik Rodenberg.

Han fortæller, at han var klar over, at en britisk rytter var hægtet af og flagrede rundt langt efter de øvrige.

Men det kom bag på ham, at Tanfield kørte så langsomt.

»Jeg nåede ikke at registrere, at vi så hurtigt kom tæt på ham. Jeg så, at han var der en halv omgang tidligere, men lige pludselig stod han foran mig. Jeg nåede ikke at se ham.«

»Det er forfærdeligt, at det skete i en OL-semifinale,« siger Frederik Rodenberg.

Umiddelbart efter kollisionen så Rodenberg ud til at give den fortumlede brite et ordentligt møgfald.

Men danskeren slår fast, at reaktionen mest var et udtryk for ærgrelse over den situation, det danske hold var havnet i.

»Jeg sagde ikke noget decideret til ham. Jeg råbte bare min frustration ud, for jeg ved, hvad det kan betyde, når man styrter.«

»Jeg stod bare og skreg for mig selv og var frustreret, træt og kunne nærmest ikke se noget. Det var ikke noget, der var rettet mod Charlie eller Storbritannien,« siger Rodenberg.

Den hurtige dansker er forslået, men melder sig klar til at stille op i onsdagens finale mod Italien.

»Jeg kan selvfølgelig godt mærke kroppen. Men jeg tænker, at en god nats søvn kan få mig på toppen igen. Jeg har i hvert fald ikke brækket noget.«

»Det er hudafskrabninger - meget overfladiske. Det hoften, skinnebenene og albuen. Men jeg kan godt sidde på en cykel i morgen,« siger Frederik Rodenberg.

/ritzau/