Kvindedivisionsforeningen skal på jagt efter en ny hoved- og navnesponsor for Kvindeligaen i fodbold.
Forsikringsselskabet Gjensidige, der i de seneste seks år har lagt navn til landets bedste fodboldrække for kvinder, stopper til sommer sponsoratet.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
- Vi er glade og stolte over at have været en del af den udvikling, som dansk kvindefodbold har gennemgået siden 2019, siger Iason H. Johannessen, der er dansk landechef og direktør for Privat i Gjensidige.
- Vi har forskellige forventninger til et fremtidigt samarbejde, og derfor vælger vi at gå hver til sit, når partnerskabet udløber til sommer.
Inden Gjensidige i 2019 indgik en aftale Dansk-Boldspil Union (DBU) om at blive hoved- og navnesponsor, havde 3F i mere end 15 år lagt navn til ligaen.
- Gjensidige har været med til at løfte vores liga siden 2019, og vi har virkelig værdsat vores samarbejde, siger forperson i Kvindedivisionsforeningen Katja Moesgaard til DBU's hjemmeside.
- Nu står vi på tærsklen til det næste store ryk og ser frem til at skulle finde en ny partner, der vil være med til at sætte foden på speederen sammen med de vigtigste aktører i dansk kvindeelitefodbold på klubniveau.
FC Nordsjælland er forsvarende mester i Kvindeligaen. Fortuna Hjørring ligger i indeværende sæson nummer et med seks point ned til FCN på andenpladsen.
Forårssæsonen begynder i midten af marts. Det bliver altså det sidste halvår, hvor Gjensidige lægger navn til ligaen.
/ritzau/
