Fornuftigt udgangspunkt for FCK

FC København tabte i Champions League-kvalifikationsopgøret i Lissabon mod Benfica med 1-2, men har gode muligheder for at klare sig videre.

Ambitionen om Champions League, stjernemodstandere og millionindtægter lever fortsat for FC København. Tirsdag aften tabte holdet godt nok med 1-2 i kvalifikationsopgøret mod Benfica i Lissabon, men håbet er lysegrønt.

Aftenens helt for hjemmeholdet blev Rui Costa, der først bankede portugiserne foran 1-0 på et langskudsmål efter en lille halv times spil. Atiba Hutchinson fik dog udlignet for gæsterne inden pausen, og selv om FCK havde fint styr på kampen i anden halvleg, var det alligevel Costa, der med sit andet vellykkede langhug satte punktum for kampen.

FC København har dog stadig alle muligheder for at kvalificere sig til Champions League for anden år i træk. Det kræver eksempelvis "bare" en sejr på 1-0 i returopgøret, og det virker slet ikke som en umulig opgave oven på indsatsen i Lissabon.