Formstærk tysker triumferer på hård bjergetape i Vueltaen
Primoz Roglic blev den store taber i toppen af klassementet på 14. etape, som Marco Brenner vandt.

Primoz Roglic blev den store taber i toppen af klassementet på 14. etape, som Marco Brenner vandt.

Lørdagens stejle forhindringer på 14. etape af Vuelta a España blev først og fremmest et slag mellem udbryderne.
Den disciplin klarede 24-årige Marco Brenner bedst. Tudors tyske es, som for en måned siden vandt Polen Rundt, knækkede Santiago Buitrago (Bahrain Victorious) på den sidste kilometer.
Dermed tog han karrierens hidtil største sejr.
I toppen af klassementet kan der endnu ikke drages nogen endegyldige konklusioner, men før den sidste uge af løbet ser Enric Mas ud til at være svær at knække.
Movistar-spanieren svarede igen på alle forsøgene fra Richard Carapaz (EF) og Felix Gall (Decathlon) og bevarede dermed sin solide føring.
Gall formåede som eneste mand at følge Mas til dørs på finalestigningen og udnyttede dermed, at Primoz Roglic (Red Bull) havde en mindre god dag.
Sloveneren, som har vundet løbet fire gange tidligere i karrieren, var 25 sekunder langsommere end duoen og bytter plads med Gall i klassementet.
Gall er nu nærmeste konkurrent til Mas, men skal hente to minutter og seks sekunder på løbets førende rytter for at stryge helt til tops.
Forud for strabadserne på Sierra de La Pandera havde et stort udbrud præget dagens etape.
Blandt de løsslupne var Asbjørn Hellemose, som arbejdede for at bringe Jayco-holdkammeraten Koen Bouwman i den mest fordelagtige situation.
Meget af tiden gik med at hente UAE Emirates-rytteren Kevin Vermaerke, som længe lå alene foran og på et tidspunkt havde et forspring på knap to minutter til forfølgerne.
Men amerikaneren gik kold, og det samme gjorde Hellemose lidt længere bagved.
De bedst klatrende udbrydere stak på skift, før Brenner og Buitrago til sidst viste sig som de mest slidstærke.
I favoritgruppen slap Skjelmose tidligt og indkasserede på ny et tidstab i varmen. Lidl-Treks danske håb er dog stadig på syvendepladsen i klassementet.
RITZAU