Den danske damesingle Line Christophersen spiller rigtig god badminton for tiden.

Torsdag blev der ved Swiss Open lagt et nyt lag på den gode form, da Christophersen, der ligger nummer 20 i verden, vandt i tre sæt, 21-18, 20-22, 23-21, over thailandske Pornpawee Chochuwong, der er nummer otte i verden.

Danskeren har taget det gode spil med fra sidste uges store All England-turnering, hvor hun nåede kvartfinalerne. Med sejren er Line Christophersen ligeledes klar til kvartfinalerne i den schweiziske Super 300-turnering.

I torsdagens kamp fik danskeren en god start i første sæt, hvor hun ved 15-15 vandt fem af de seks efterfølgende bolde og sikrede sættet i tredje forsøg.

Andet sæt startede som lyn og torden for Christophersen, der kom foran 8-0. Derfra sled Chochuwong sig langsomt tilbage og ved 13-13 var der kontakt.

Danskeren tilspillede sig en matchbold, men thailænderen afværgede og fremtvang i stedet et tredje og afgørende sæt med tre vundne bolde i træk.

Den missede matchbold så dog ikke ud til at tage modet fra Christophersen, der virkede oven på gennem hele tredje sæt.

I afslutningen havde begge spillere mulighed for at tage sejren, men Christophersen var køligst med tre vundne bolde i træk.

Tidligere torsdag havde doublespilleren Mads Vestergaard en god dag på kontoret, da han både spillede sig videre i herredouble og mixeddouble med henholdsvis Daniel Lundgaard og Christine Busch.

Det samme gjorde herredoublen med Rasmus Kjær og Christian Faust Kjær.

/ritzau/