Formel 1-verdensmester vier fremtiden til McLaren
Lando Norris har indgået en ny aftale med McLaren. Kontrakten strækker sig til og med 2030.

Lando Norris har indgået en ny aftale med McLaren. Kontrakten strækker sig til og med 2030.

Verdensmesteren Lando Norris skal også i de kommende mange sæsoner tørne ud for McLaren i Formel 1.
Lørdag har den lynhurtige englænder forlænget sin kontrakt med holdet, så parterne nu har papir på hinanden frem til og med 2030-sæsonen.
Det oplyser holdet på sin hjemmeside.
Der er allerede aftalt betingelser for, at samarbejdet kan fortsætte på den anden side af 2030, hvis parterne ønsker det.
Lando Norris har kørt for McLaren i hele sin Formel 1-karriere. Den kulminerede sidste år, da han sikrede sig karrierens første verdensmesterskab. Sæsonen inden var han blevet nummer to.
26-årige Norris blev i 2017 tilknyttet McLarens juniorprogram.
I 2019 blev han forfremmet til at køre i Formel 1, og han har siden deltaget i 163 grandprixer og vundet 13.
Han kan sagtens forestille sig at skulle køre for det samme hold gennem hele karrieren.
- McLaren er mit hjem, og jeg er meget glad for at have forlænget kontrakten indtil minimum 2030. Da jeg startede min rejse på holdet for ni år siden, var jeg stålsat på at opfylde mit mål om at vinde VM med McLaren.
- Det mål har vi opnået, men vi vil blive ved med at vinde, og det er muligt, ved vi, siger Norris
Han kommer dog næppe til at forsvare VM-titlen i år. Lidt over halvvejs inde i sæsonen, ligger han på en fjerdeplads i Formel 1-stillingen.
RITZAU