Forbund: Spillere skal skrive under for at være med i år

Skriver de danske badmintonspillere ikke under på aftaler med Badminton Danmark, er de ude af 2019-planerne.

Mia Blichfeldt har som den eneste indtil videre valgt at underskrive en individuel aftale med Badminton Danmark. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

25. januar kan blive en skelsættende dato for dansk badminton.

Det er den ultimative deadline, som Badminton Danmark har givet landets topspillere til at underskrive individuelle aftaler, hvis de vil blive en del af elitetræningen og -satsningen i 2019.

Det forklarer direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen.

- Så indgår man ikke i de fremtidsplaner, som vi er nødt til at forholde os til for 2019.

- Om man er ude for evig tid, har vi ikke taget stilling til, men det, vi har sagt, er, at hvis ikke man inden 25. januar har meldt positivt tilbage, så betragter vi det som en afvisning af det tilbud, som vi har lagt frem, og så indgår man ikke i vores planer, siger han.

Inden længe skal spillerne til EM for hold på hjemmebane vælges, og sæsonen er skudt i gang, så forbundet mener ikke, at man kan vente længere på at kende spillermaterialet, der står til disposition.

Mia Blichfeldt valgte onsdag som den hidtil eneste at tage imod den aftale, som forbundet individuelt har sendt til samtlige spillere, der før konfliktens start var en del af eliteprogrammet i Brøndby.

Og tilbuddet, som er sendt til spillerne, er ikke til forhandling længere.

- Vi har diskuteret i to år, mere end to år faktisk, og vi føler, at vi nu er nået til det punkt, at nu skal der noget afklaring til, siger Bo Jensen.

- Meget af det, vi har lagt frem, er jo på mange områder en fortsættelse af eksisterende praksis. Vi har også på flere områder imødekommet spillerne, så det er relativt simpelt at forholde sig til.

Hvis ikke spillerne sætter deres signatur på de enslydende, men individuelle, aftaler, som forbundet har tilbudt, vil det ramme dansk badminton - i hvert fald på kort sigt.

- Det er logisk, at hvis de nuværende spillere, kollektivt eller et flertal af dem, ikke tager imod tilbuddet, så er det de næstbedste spillere, som får tilbuddet om at komme ind på elitecentret, siger Bo Jensen.

- I starten vil de selvfølgelig være på et internationalt set lavere niveau, men al erfaring viser, at vi har en historik for i løbet af relativt kort tid at udvikle spillere til et internationalt niveau.

- Så det kan godt være, vi i et års tid vil se danske spillere internationalt på et lidt lavere niveau, end vi har været vant til de sidste mange år. Men vi har før udviklet verdensmestre, og det vil vi også komme til i fremtiden.

Og forbundet har afstemt med Team Danmark, som hvert år sender millionstøtte til elitesatsningen, at der kan ske i niveaufald snart.

- Vi har selvfølgelig en løbende dialog med Team Danmark om konsekvenserne for hele vores samlede eliteprogram, men Team Danmark støtter 100 procent op om Badminton Danmark og det standpunkt og den linje, vi har lagt i den nuværende situation, siger Bo Jensen.

- Om det så får en direkte betydning for støtten i fremtiden, det kan jeg ikke sige noget om.

/ritzau/