Forbund lægger pres på regeringen med kraftigt opråb: Åben op nu!

Blødende medlemstal, faldende indtægter og mistrivsel hos børn og unge.

Virkeligheden er til at at føle på hos flere danske forbund, der nu sender en kraftig opfordring til regeringen om en kontrolleret genåbning – og det skal være nu.

Det fremgår af en fælles pressemeddelelse underskrevet af Dansk Svømmeunion, Dansk Ride Forbund og Dansk Håndbold Forbund.

Flere håndboldklubber risikerer eksempelvis at skulle dreje nøglen om, hvis der ikke snart sker noget.

»I specialforbundene er vi mere end klar til at hjælpe klubberne med at rekruttere de tabte medlemmer samt få gang i aktiviteter og konkurrencer igen, men vi er nødt til snart at komme i gang, for ellers kan det være for sent for nogle klubbers vedkommende,« siger Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Medlemstallene er lige nu i frit fald, og derfor appellerer Dansk Ride Forbunds også til, at der bliver gjort noget nu.

»Vores klubber er hårdt ramte, og i modsætning til i foråret 2020, hvor medlemmerne loyalt betalte kontingent på trods af nedlukning, så er det nu en helt anden snak. Man har simpelthen mistet tålmodigheden, og det kan klubberne mærke.«

De danske svømmere slår også alarm og siger, at det også kan have mere vidtgående konsekvenser udover blot medlemstal og økonomi generelt.

Flere unge mistrives nemlig, fordi de ikke har mulighed for at dyrke den sport, de brænder for.

»Pt. ser vi de store omkostninger, det har for børn og unge, at de ikke kan dyrke deres sport. Det handler om kropslig udfoldelse, ambitioner, glæde og fællesskab – alt det, der giver svømmerne lys i øjnene. Og for vores talentudvikling betyder nedlukningen desuden, at mange lige nu mister modet, fordi de ikke har adgang til at træne og dyste. Det kan få alvorlige følger på sporten på lang sigt,« udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Merete Riisager.

Derfor står man nu sammen og appellerer til, at den danske breddeidræt får lov til at åbne op.

»Vi har brug for, at politikerne allerede fra på mandag d. 1. marts lader os sætte gang i en kontrolleret genåbning af breddeidrætten på tværs af alle idrætsgrene – uanset om det er indendørs eller udendørs og med eller uden kontakt,« siger Dansk Håndbold Forbund.

»Opråbet fra os alle er klart: Inkludér foreningsidrætten for børn og unge – både udendørs og indendørs – i den første genåbningsfase, og tillad et differentieret forsamlingstal, der reelt gør det muligt at afvikle aktiviteter. Vi er klar over, at en genåbning skal ske under yderst kontrollerede forhold og i tæt sparring mellem idrætten og de relevante myndigheder, men vi er klar til at håndtere det forsvarligt. Det har vi før bevist.«

Sundhedsministeriet oplyser lørdag i pressemeddelelse, at regeringen onsdag den 24. februar vil melde ud om, hvorvidt der kan lempes på restriktioner og i så fald hvilke.