Forbrydelse og straf

Kommentar: Christian Poulsen og Parken er ved at have udstået hver deres straf efter den famøse afslutning af EM-kvalifikationskampen mod Sverige i forsommeren. Er de straffet hårdt nok?

Christian Poulsen er tilbage på fodboldlandsholdet efter tre spilledages karantæne. Er det rimeligt? Har han virkelig udstået sin straf? Med andre ord: Står tre dages karantæne mål med den forbrydelse, han har begået?

Jeg er sikker på, at ovennævnte spørgsmål deler danske fodboldfans i to næsten lige store lejre. I mine syv år som sportsredaktør har jeg sjældent stødt på en sag, som i den grad har sat sindene i kog.

På en ene side er alle enige om, at Christian Poulsen mindst skulle have tre dages karantæne for helt umotiveret at slå Markus Rosenberg i maven i slutningen af EM-kvalifikationskampen mod Sverige i Parken. Men derudover har der været et massivt ønske, om at Dansk Boldspil-Union på egen hånd skulle skærpe UEFAs straf og helt udelukke den danske midtbanespiller fra resten af EM-kvalifikationen.

Christian Poulsens mavepuster blev som bekendt fulgt op af et skandaløst forløb, hvor en dansk tilskuer sprang over Parkens sikkerhedshegn og angreb dommer Herbert Fandel, som efterfølgende fløjtede opgøret af og dømte Danmark som taber 0-3.

Også denne episode fik UEFA til at rasle med sablen og give Parken det røde kort i to landskampe - den seneste mod Liechtenstein og den kommende mod Spanien. Det betyder samtidig, at der er landsholdsfodbold i Parken igen om 14 dage mod Letland.

Hvad skal man så mene om det? Har Parken fået en rimelig straf? Eller overordnet: Har det danske landshold fået en rimelig straf i forhold til den forbrydelse, man samlet set har begået?

Jeg mener, man bør skille tingene ad. Der har været en tendens til at mudre alting sammen, hvilket er med til at forstærke ønsket skærpede sanktioner mod både Christian Poulsen og Parken. Men skiller man situationerne ad, synes jeg, at straffene er i orden.

Fra TV-station til TV-station
Christian Poulsen har begået en dumhed af dimensioner. Men pointen er, at det ved han godt, at han har. Et par dage efter den famøse udvisning fulgte jeg ham rundt i København fra TV-station til TV-station og videre til møde foran et fuldtalligt pressekorps fra de skrevne medier. Og Poulsen havde ét budskab på paletten: Undskyld, undskyld, undskyld…!

Der var intet smartness over den danske midtbanespiller. Han vidste udmærket godt, at han havde tabt hovedet i den intense affære kort før tid i Parken. Og han havde det rigtig skidt med sig selv. Som han trist sagde: “Når jeg ser situationen på TV, kan jeg se, at det er mig, der slår Rosenberg. Men jeg forstår det ikke… Undskyld, det kan ikke forsvares.”

Jeg er ikke i tvivl om, at han mener det. Derfor: Velkommen tilbage, Christian.

At Christian Poulsens mavepuster så fik den såkaldte fodboldtosse til at springe ind på banen og angribe dommeren, kan man ret beset ikke laste Poulsen for. Tossen har fået sin straf i byretten, og så er den sag ikke længere.

Til sidst er der Parken, som var udelukket fra at huse landsholdet i to kampe. Også her må man nøgternt sige, at FCK-boss Flemming Østergaard har lært lektien. For få dage siden præsenterede Parken os for et nyt banehegn, som gør det sværere for tilskuere at få adgang til banen. Det er et rimeligt svar på den kritik, der har været rejst mod sikkerheden. Og et vigtigt signal at sende til tilskuere, spillere, dommere og ikke mindst UEFA.

Tilbage står, om Danmark har tabt noget særligt på disse straffeaktioner? Det nøgne svar er: Intet! Landsholdet har mødt Letland og Sverige ude og Liechtenstein i Århus. Det er blevet til syv point og en målscore på 6-0. Jeg tvivler på, at Liechtenstein havde trukket flere tilskuere i København end i Århus. Tilbage står så Spanienskampen om ti dage, hvor man godt kunne have brugt Parken som arena. Men det er vel egentlig en rimelig straf i forhold til forbrydelsen.