For god til at være sand

Rabobanks beslutning om at fyre Michael Rasmussen er baseret på en ophobning af indicier og en grundlæggende mistillid til holdets danske stjerne.

Michael Rasmussen sejrede på 16. etape fra Orthez til Col d'Aubisque for senere på dage at blive suspenderet fra sit hold, Rabobank. Foto: Eric Galliard. Fold sammen
Læs mere

To etapesejre og en rytter med den gule førertrøje klistret til kroppen.

For de fleste sportsdirektører ville det være et drømmescenarium i Tour de France. Men for Rabobank-manager Theo de Rooij har Michael Rasmussens succesrige Tour-togter gennem de seneste år udviklet sig fra et positivt problem til en potentiel trussel imod det hollandske storholds solide renommé.

Formelt set handler fyresedlen om Michael Rasmussens omgang med sandheden. Eller manglende tillid, som den rutinerede cykelboss udtrykte det torsdag formiddag.

»Michael er blevet fyret med øjeblikkelig virkning, og hovedgrunden er et seriøst brud på tilliden. Onsdag fandt jeg ud af, at Michael ikke var i Mexico, men i Italien,« sagde Theo de Rooij i sin begrundelse.

Bag det udtrykte mistillidsvotum til den danske klatrer er der en anden og mere uigennemsigtig dagsorden. Den er ikke udtrykt i ord, men i handling. Eller rettere mangel på samme.

For da Rabobank i tiden op til Tour de France nølede med at forhandle betingelserne for Michael Rasmussens kontraktforlængelse, var det et klart symptom på en grundlæggende skepsis og berøringsangst, der under årets Tour er slået ud i fuldeste flor med danskeren i centrum.

I offentligheden har vi hørt om Rasmussens misligholdte oplysningspligt, vi har hørt om en skotøjsæske indeholdende et avanceret blodpræparat, og vi har set den 33-årige dansker køre med lige dele kløgt og styrkemæssigt overskud på de højeste tinder.

I professionel cykelsport har det i årevis været en del af gamet, at man tager kalkulerede risici med ryttere, som leverer resultater, men også balancerer på kanten af dopingregulativerne.

Den del af virkeligheden bliver kun sjældent udtrykt til citat. Og når det sker, er det nærmest mellem linjerne.

Historien Rumsas
Da litaueren Raimundas Rumsas i 2002 blev en overraskende nummer tre i Tour de France, spurgte en dansk avis den daværende Team CSC Tiscali-sportsdirektør Alex Pedersen om hans syn på den stærke østeuropæer.

»Han er en rytter, som overvejende vil være interessant for italienske hold,« vurderede Pedersen.

Rumsas blev kort efter herostratisk berømt, da hans kone blev anholdt ved en razzia i en bil lastet med forbudte stoffer.

Michael Rasmussen er på nuværende tidspunkt langt fra at være i samme kategori som Raimundas Rumsas. Men den danske Tour-rytter har været en risikofaktor, man kunne leve med til en vis grænse. En grænse, der blev overskredet, da den italienske cykelkommentator Davide Cassani onsdag kunne fortælle, at han havde set Michael Rasmussen i støvlelandet på et tidspunkt, hvor han angiveligt trænede i det mexicanske højland.

Fra det øjeblik ringede alarmklokkerne ubønhørligt hos Theo de Rooij. Hvad der mere nøjagtigt er gået igennem hovedet på manageren for Rabobank, kan vi kun gisne om. Men hvis det står til troende, at Michael Rasmussen har forberedt sig i Dolomitterne, har der været basis for en uigendrivelig mistanke.

Et par af de læger, som op igennem 1990erne blev kendte for at kunne transformere talentfulde ryttere op i mesterklassen, opererer stadig i al diskretion i grænselandet mellem Schweiz og Italien.

Ferrari igen på spil
Især den omstridte læge og træningsrådgiver Michele Ferrari har været i fokus som en de medicinmænd, som kan få træning og biokemi til at gå op i en højere enhed. Måske var det af frygt for, at Michael Rasmussen i det konstante mediefokus kunne risikere at blive afsløret som klient hos Ferrari. Og dermed kaste yderligere tvivl om, hvordan og hvorfor han er gået fra at være en yderst kapabel bjergspecialist til at mestre flere facetter end nogensinde tidligere i karrieren.

Det er og bliver gisninger, hvad der fik de Rooij til at føre sværdet over Rasmussen. Han er ifølge Rabobanks egne oplysninger ikke den eneste i rytterstaben, som har haft problemer med sin oplysningspligt, men han har betalt den højeste pris. Måske er det summen af de indicier, der under Tour de France har hobet sig op omkring den gule trøje, som til sidste blev for tung en byrde at skulle legitimere over for verdenspressen.

Konfronteret med et oprørt hav af mediefolk, for hvem alene det at vinde i Tour de France er suspekt i sig selv, valgte Theo de Rooij at ofre den rytter, som har kastet mere stjerneglans og kontrovers over holdet end nogensinde før.

Michael Rasmussens kørsel var med andre ord for god til at være sand. Det er sørgeligt at skulle konstatere det, eftersom elitesport i sin grundsubstans handler om at være bedst. Men det er om ikke hele sandheden i denne moderne tragedie, så en stor del af den.