Nicolai Højgaard opnåede ikke kun et stort resultat og en præmiecheck på syv millioner kroner, da han blev nummer to i PGA-turneringen Houston Open.

Søndagens placering i Texas-turneringen sikrede ham således også vigtige point til verdensranglisten.

Højgaard var inden turneringen nummer 47 i verden og havde brug for at holde sig i top-50 for at få en invitation til majorturneringen Masters.

Han fastholdt ikke bare sin position, men avancerede til ranglistens 36.-plads.

Dermed tilslutter han sig sin tvillingebror, Rasmus Højgaard, og Rasmus Neergaard-Petersen, når det går løs på Augusta-banen i næste uge.

Det er første gang siden 2010, at tre danskere er med i feltet i majorturneringen.

Højgaard gik i finalerunden i førerbold sammen med amerikaneren Gary Woodland, der vandt turneringen.

Danskeren fandt aldrig for alvor rytmen, og Woodland øgede afstanden allerede på første hul, hvor Højgaard leverede en bogey.

Siden valgte Højgaard at holde sig tilbage mod greenen på 18. hul for at lade Woodland få scenen for sig selv.

Den første danske triumf på PGA Touren lader dermed fortsat vente på sig. Nicolai Højgaard har tidligere ligget nummer 30 i verden.

/ritzau/