For dum til Real Madrid?

På få måneder har Real Madrids nye præsident Ramón Calderón vendt op og ned på klubben og lagt sig ud med stort set alle i og omkring den. Har han en plan, eller famler han i blinde? Inden vi får svaret, har en retssag måske sat ham fra magten.

BARCELONA: Der var fuldt hus i aulaen på Complutense Universitetets jurafakultet. Dagens gæst, Real Madrids præsident Ramón Calderón, havde sagt ja til at give en mesterklasse om de nifoldige CL-vinderes økonomiske model. En kassesucces, der studeres på business-skoler verden over, og som har gjort klubben til verdens suverænt bedste fodboldforretning. Det ville ingen naturligvis gå glip af, og de unge advokatspirer blev ikke skuffede.

For Calderón nøjedes ikke med at forklare, hvordan det »galaktiske« projekt designet af forgængeren Florentino Pérez trods tre sæsoners titeltørke stadig giver et årligt overskud på 300 mio. euro (2,25 mia. kr.). Han benyttede samtidig lejligheden til at bagtale sine spillere på det groveste.

Beckham blev betegnet som en færdig mand, der nu skal på aftægt som »filmstjerne« i Hollywood. Guti som et uforløst evighedstalent. Om Casillas fik de studerende at vide, at han tjener urimelige 4,5 mio. euro mod reserve-målmandens 300.000. Og generelt beskyldte præsidenten sine stjerner for at være forkælede og umodne:

»I har både dannelse og uddannelse. Det har de normalt ikke.«

Calderón har sikkert ret, men en verbale bredside af denne karat er ikke videre befordrende for samarbejdsklimaet i klubben. Og havde han troet, at giftighederne ville blive mellem ham og studerende, tog han grundigt fejl. Foredraget blev, som man kunne forudse, optaget på diverse mobiltelefoner og solgt videre til en radiostation. Kort efter måtte Calderón ned på knæ og undskylde overfor en flok rasende spillere.

Polemisk fornyelse

Det er episoder som denne, der får Real Madrid-fans til at spørge sig selv, om Ramón Calderón er for dum til at være præsident for verdens rigeste og mest vindende klub.

Da den 56-årige advokat i juli blev valgt som præsident, var det som fornyer. Nogle måneder forinden var Florentino Pérez trådt tilbage i erkendelse af, at hans ide om at samle verdens bedste og - måske især - bedst sælgende spillere var endt i sportslig fiasko. Nu skulle det nye boller på suppen.

Set i det perspektiv var ansættelsen af resultatfodboldens ukronede konge, Fabio Capello, logisk. Men allerede da han fik lov at tage Cannavaro og Emerson med fra Juventus, lød de første kritiske røster. Skulle to spillere langt over deres bedste alder være bannerførere i fornyelsen af Real Madrid og oven i købet til en stjernehyre på seks mio. euro om året, spurgte man.

Tilgangen af det franske muskelbundt Diarra blev betragtet med skepsis. Van Nistlerooy med forsigtig optimisme. Og det gjorde kun ondt værre, at Calderón ikke var i stand til at opfylde sit valgløfte om at hente Kaká til klubben. (Han har senere beskyldt Florentino Pérez for at spænde ben for operationen).

Slut med los galácticos

Første halvdel af sæsonen er gået, som man kunne forvente. Real Madrid har spillet trist, men relativt effektivt. Cannavaro og især Emerson er faldet igennem. Van Nistlerooy har scoret sine mål men uden at brillere. Og samtidig har Capello udnyttet tiden til at gøre livet så surt for Beckham og Ronaldo, at de begge har forladt fra klubben.

Med Raúl kørt ud på et sidespor og Roberto Carlos på retræte er der så godt som ryddet op efter »los galácticos«, der i storhedstiden også talte Zidane og Figo. Et blad er vendt i Real Madrids historie, og hvad så nu?

Jo, i første omgang har Calderón benyttet januars transfervindue til at hente argentinerne Higuaín og Gago. To purunge talenter, der kan blive til alt eller intet, men som næppe kan bære Real Madrid igennem her og nu, hverken sportsligt eller økonomisk.

»Hvordan vil Adidas reagere under forhandlingerne af vores næste kontrakt, når vi præsenterer dem for et spillerkatalog med navne som Higuaín, Gago, Diarra, Emerson og Cannavaro,« spørger et bekymret medlem af klubbens ledelse sig selv ifølge avisen El País.

Andre kilder i klubben hævder, at man nu vil gå efter mere etablerede og imagestærke spillere i deres bedste alder som Cristiano Ronaldo og, endnu engang, Kaká til at fylde ud mellem de nyindkøbte ynglinge og »oldinge«.

Men det kan tidligst blive til sommer, og måske har Calderón ikke tid til at vente så længe. Den farceagtige afvikling af sommerens valg risikerer nemlig at ramme præsidenten i nakken de kommende måneder.

Retssag truer

Real Madrids medlemmer kan afgive deres stemme enten ved at møde op ved urnerne eller pr. brev. Et par dage inden valgdagen hævdede Calderón, at klubbens afgående ledelse havde fusket med sidstnævnte. Han lagde sag an og fik i første omgang ret. En undersøgelsesdommer annullerede brevstemmerne, og efter optællingen af de fremmødtes stemmer kunne Calderón kåres som ny præsident.

Afgørelsen var dog kun midlertidig. En anden af kandidaterne, den Florentino Pérez støttede Juan Miguel Villar-Mir, lagde nemlig sag an mod beslaglæggelsen. Den ventes afgjort i løbet af de kommende uger. Og giver retten, som rygter vil vide, Villar-Mir medhold, skal brevstemmerne alligevel tælles med.

Det kan betyde, at Calderón må forlade sit embede i utide. Og det var sikkert i nervøsitet over disse forviklinger, at han mandag langede ud efter Madrids »finansielle oligarki« i UEFAs magasin Champions.

»Jeg har taget deres legetøj fra dem, og nu ved de ikke, hvad de skal stille. For de troede, at man kunne købe sig til magten i klubben,« sagde Calderón med adresse til Florentino Pérez.

Hverken stress eller gammelt nag forklarer dog, at præsidenten i samme interview er ude med riven efter sit hjemmepublikum. Folk går på Santiago Bernabéu, som man går i teatret. De identificerer sig ikke med klubben, men bruger i stedet al deres energi på at kritisere holdet, raser Ramón Calderón.

Dermed mangler præsidenten kun at lægge sig ud med pressen, så har han krig på alle fronter i en i forvejen vanskelig situation. Måske han simpelthen er for dum til Real Madrid.