Før VM-starten: Hvem skal Jannik Hansen spille sammen med?

Jannik Hansen (36) landede efter onsdagens træning. Hvem sætter Janne Karlsson ham i kæde med? Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvem skal Jannik Hansen spille i kæde med? Det var spørgsmålet efter den første VM-træning i Chizhovka Arena.

The Great Dane fra Vancouver landede først i Minsk efter træningen, så de fire kæder, landstræner Janne Karlsson kørte med, gav ikke noget svar.

På Karlssons smil fornemmede man, at hans plan er klar. Men først efter torsdagens dobbeltpas melder han ud.

De fire kæder så sådan ud:

Mikkel Bødker, Morten Madsen og Thomas Spelling.

Mads Christensen, Morten Green og Morten Poulsen.

Frederik Storm, Jesper Jensen og Patrick Bjorkstrand.

Nicklas Jensen, Julian Jakobsen og Kim Staal.

Vælger Janne Karlsson at lade Jannik Hansen gå ind i kæden med Nicklas Jensen og Julian, er det første gang, de to Canucks-drenge Hansen og Jensen spiller sammen.

En anden mulighed er, at Jannik Hansen erstatter Thomas Spelling. De to andre kæder bliver næppe ændret.

Janne Karlsson spiller med fire kæder og tre backpar. Hvem der bliver den syvende back og førstemålmand (Patrick Galbraith eller Simon Nielsen) i premieren mod Tre Kronor på lørdag er ligeledes et åbent spørgsmål.

Mikkel Bødker, stjernen fra Phoenix Coyotes, nød gensynet med landsholdskollegerne.

- Vi har et godt hold, der kan overraske. Det handler ikke kun om overlevelse, men om at vinde så mange kampe som muligt. Når adrenalinet pumper, er det kun sejren, der tæller, lyder de optimistiske og meget amerikanske toner.

Den 24-årige forward føler sig i topform og ser store muligheder i det danske hold.

Mikkel Bødker sluttede sin sjette NHL-sæson med 51 point (19 mål og 32 assists) i 82 kampe. At det ikke er gået ubemærket hen, oplevede man ved ankomsten til Minsk. Pludselig var han begravet i en sværm af journalister og tv-kameraer.

- Det er en del af gamet, ler han.

Det lykkedes ikke Phoenix Coyotes at kvalificere sig til NHLs playoff, og det skuffede Mikkel Bødker.

- En bitter følelse. Vi havde afgørelsen i egne hænder.

På spørgsmålet om, hvem der er hans favorit til Stanley Cup-titlen, siger han:

- Når jeg ikke selv kan vinde, er jeg ligeglad.

Mikkel Bødker spillede onsdag for første gang sammen med VM-debutanten Thomas Spelling, Sønderjyske.

- En meget spændende spiller med god speed og et godt skud, siger han.

Thomas Spelling, draftet af New York Rangers, er en af flere danske spillere, der vil bruge VM-vinduet som springbræt til noget større og sjovere.

Af de 24 danske spillere i Minsk er der seks fra Nordamerika (den tidligere rekord er fire), syv fra Sverige, fem fra Tyskland, tre fra Metal Ligaen og én fra Kroatien, Finland og Østrig.