Fodboldkvinderne tabte generalprøven

Det danske landshold i kvindefodbold viste lovende takter, selvom de tabte 1-2 til Sverige i generalprøven før VM i Kina.

Flot spil var ikke nok, da de danske fodboldkvinder torsdag aften tabte 1-2 til Sverige foran 2345 tilskuere i Farum. Nederlaget var en bitter generalprøve før VM i Kina, selvom det danske spil og indsats var godkendt.

Danmark havde et kraftigt spilovertag i første halvleg, hvor pasningsspillet flød fornuftigt i en taktisk opstilling, der var identisk med den, Morten Olsen benytter på herrelandsholdet. Netop pasningsspillet er varemærket for de teknisk stærke piger, mens det til gengæld har knebet lidt mere med fysikken. Mod de stærke svenskere viste det danske spillere dog, at de er klar til at tage de nødvendige slagsmål.

Kræfterne svandt dog hos Danmark midt i anden halvleg, hvor Hanna Ljungberg kunne prikke en lidt ufortjent svensk føring i hus.

Indskiftede Merete Pedersen udlignede for Danmark ti minutter før tid, men Hanna Ljungberg skuffede danskerne ved at score sit andet mål til svensk sejr kort før tid.

Det danske hold samles mandag for at rejse til Kina, hvor værtsnationen og 50.000 hjemmetilskuere venter i den første gruppekamp.

/ritzau/