Fodboldkvinderne får hjemmebane i Herning og Esbjerg
DBU har udpeget spillestederne til de første to hjemmekampe i forårets Nations League for kvinder.

DBU har udpeget spillestederne til de første to hjemmekampe i forårets Nations League for kvinder.

Herning og Esbjerg lægger græs til de første to hjemmekampe, når kvindelandsholdet i fodbold til foråret spiller Nations League.
Dansk Boldspil-Union oplyser i en pressemeddelelse, at Danmark åbner turneringen med en hjemmekamp mod Italien på MCH Arena i Herning 2. marts.
Derefter venter to udekampe mod Wales og Island, inden holdet 24. april møder waliserne på Esbjergs Blue Water Arena.
Spillestedet for den sidste hjemmekamp mod Island 11. juni er endnu ikke fastlagt.
- Vi går et stort landsholdsår i møde med både Nations League og sommerens VM, og vi håber, at mange fans vil være med fra starten, nu hvor kampprogrammet og spillestederne for de to første hjemmekampe er på plads, siger DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i pressemeddelelsen.
Der er mere på spil end normalt i forårets Nations League-kampe, fordi de fire gruppevindere i A-laget kvalificerer sig til OL i Los Angeles i sommeren 2028.
Derudover danner placeringerne grundlag for seedningen til kvalifikationen til EM i 2029.
Det danske landshold har en enkelt landskamp tilbage på programmet i år. 5. december møder landstræner Jakob Michelsens tropper Zambia. Også den kamp foregår i Esbjerg.
RITZAU