De danske fodboldkvinders gode resultater i VM-kvalifikationen kan nu aflæses på Fifas verdensrangliste.

På den opdaterede liste, som er blevet offentliggjort tirsdag, er Danmark hoppet to placeringer op og rangerer nu som verdens 12.-bedste nation.

I sidste uge tog Pernille Harder og co. en meriterende udesejr på 2-1 over Sverige.

Den blev lørdag fulgt op med uafgjort mod Italien, hvilket fastholder Danmark på førstepladsen af den stærkt besatte kvalifikationsgruppe.

Svenskerne dumper derimod tre pladser og er nummer otte. Italien ryger en plads ned til en 14.-plads.

VM-kvalifikationens gruppefase bliver færdigspillet i begyndelsen af juni. Her tager Danmark grundlovsdag imod Sverige i Odense og møder fire dage senere bundproppen Serbien på udebane.

Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til næste års VM-slutrunde i Brasilien. De øvrige bliver sendt på en omvej til playoffkampe.

Spaniens regerende verdensmestre og dobbelte Nations League-vindere topper fortsat verdensranglisten med USA på andenpladsen.

/ritzau/