Fodboldagenter tjente 4,4 milliarder kroner i 2019

En ny rapport fra Fifa viser, at honorarer til agenter er steget med 20 procent det seneste år.

Cristiano Ronaldo (tv.) blev i 2018 kåret til verdens bedste spiller, mens hans agent, Jorge Mendes (th.), fik prisen som årets bedste agent. (Arkivfoto) Fabio Ferrari/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) arbejder på at sætte loft over, hvor meget fodboldagenter må tjene på, at en spiller skifter fra en klub til en anden.

Og et kig på agenthonorarer for 2019 får næppe Fifa til at droppe planerne.

Således sættes der i år rekord for, hvor mange penge der er endt i lommerne på agenter i forbindelse med spillerhandler ifølge en ny rapport fra Fifa.

4,4 milliarder kroner har verdens fodboldklubber allerede brugt på agenthonorarer i 2019, hvilket er en stigning på omkring 20 procent i forhold til hele 2018.

Det skriver Reuters.

Klubber fra de største fodboldnationer på klubplan - England, Italien, Tyskland, Portugal, Spanien og Frankrig - står for hele 80 procent af forbruget på agenter.

Det mest bemærkelsesværdige tal ses i for de portugisiske klubber. Der blev samlet set handlet spillere for 1,23 milliarder kroner, men samtidig blev der herudover betalt agenthonorarer for hele 527 millioner kroner.

Der har samlet set været mere end 17.000 spillerhandler i herrefodbold i 2019, og af dem har der i godt 3500 af tilfældene været mindst én spilleragent involveret i handlen.

I næsten ti procent af handlerne er der blevet betalt minimum én million dollar (6,75 millioner kroner) i agenthonorar.

/ritzau/