Når man tæller samtlige tilskuere sammen til fodboldkvindernes EM i Schweiz, er der allerede inden søndagens finale slået rekord på lægterne.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Efter midtugens semifinaler har samlet set 623.088 tilskuere gået igennem tælleapparaterne.

Dermed er tilskuertallet fra det seneste europamesterskab i England i 2022 overgået.

Tidligere har de schweiziske arrangører også oplyst, at der blev slået tilskuerrekord i gruppespillet.

Ifølge Uefa var der 461.582 tilskuere til stede ved de i alt 24 gruppekampe. 22 af kampene var udsolgt. Gennemsnittet til gruppespillet var 19.233 tilskuere per kamp.

Uefa oplyser desuden, at der er blevet solgt flere billetter til denne EM-slutrunde end nogen anden tidligere udgave. Over 600.000 billetter er blevet solgt, inden at turneringen begyndte.

Danmark deltog også ved EM, men røg ud efter tre nederlag i de tre første gruppekampe.

I Danmarks kamp mod Tyskland var der 34.165 tilskuer på stadion i Basel. Det var det højeste tilskuerantal i gruppespillet i en kamp, hvor værtsnationen ikke var med.

Søndagens finale spilles i schweiziske Basel, og den står mellem England og Spanien.

/ritzau/