Flyvende PGA-debut til Anders Hansen

Den danske golfspiller Anders Hansen fik en fremragende debut som medlem af PGA Touren. Danskeren åbnede med en runde i fem slag under par.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Onsdag tog Anders Hansen hul på sit amerikanske eventyr, og den danske golfspiller fik en fantastisk debut som medlem af den amerikanske PGA Tour, da han gik første runde af Bob Hope Chrysler Classic i Californien i fem slag under par.

Turneringen spilles over fem dage og er en såkaldt pro-am-turnering, hvor en masse kendte mennesker er med. Efter fire dage er der dog cut, hvorefter kun de bedste af de professionelle spillere dyster i søndagens afgørende runde.

De fire første runder spilles på fire forskellige baner, og Hansen brændte onsdag PGA West Arnold Palmer Private Course af, da han via seks birdies og en enkelt bogey sikrede sig en placering i toppen.

Hansens score rakte til en delt ottendeplads, da han kom i klubhuset. På det tidspunkt lå australske Robert Allenby helt i top i 11 slag under par - efter 17 huller.

/ritzau/