FC Barcelona har egentlig meldt den spanske fodboldstjerne Lamine Yamal ude i to-tre uger, men cheftræner Hansi Flick frygter, at han må undvære det unge stjerneskud i endnu længere tid på grund af lyskeproblemer.
Det siger tyskeren lørdag på et pressemøde.
- Den her skade er ikke så simpel, som hvis det var en muskelskade, for dem har både spillere, trænere og terapeuter stor erfaring med.
- Med den her type skade er det ikke så let at sige, "okay, han spiller om to, tre eller fire uger, så han spiller med sikkerhed El Claisco". Det kan man ikke bare forudse, siger Flick ifølge AFP.
Sikkert er det, at Yamal misser søndagens ligakamp i Sevilla og Spaniens to kommende VM-kvalifikationskampe.
Det er til gengæld usikkert, om Yamal er klar lige på den anden side af landsholdsperioden, og om han kan være med i storkampen mod Real Madrid 26. oktober.
- Vi må vente med at komme med en mere præcis diagnose for hans retur. Vi skal tilpasse hans belastning, og han kommer til at træne med vores restitutionsstab i de næste uger. Derefter må vi følge hans udvikling dag for dag.
- Jeg har snakket med ham tidligere i dag, og hans situation er bedre, men den er ikke god, siger Flick.
Yamal blev skadet under Spaniens landsholdssamling i september og missede Barcelonas følgende fire kampe, inden han i sidste uge gjorde comeback, før han blev ramt af et tilbageslag.
Den 18-årige spanier blev for nylig kåret til verdens næstbedste fodboldspiller ved Ballon d'Or-prisuddelingen i Paris.
/ritzau/