Flamengo-spiller kalder vildt comeback for magisk

Flamengos spillere var sikre på, at de ville vinde Copa Libertadores, selv om de var bagud helt til slut.

Copa Libertadores - Final - Fl
Brasilianske Flamengo vandt over de forsvarende mestre, River Plate fra Argentina, i finalen i Copa Libertadores natten til søndag. Henry Romero/Reuters Fold sammen
Læs mere

Lima. Med to mål i de døende minutter vendte brasilianske Flamengo finalen i Copa Libertadores mod de forsvarende vindere, argentinske River Plate, på hovedet og vandt titlen for første gang i 38 år.

Flamengos angriber Bruno Henrique var aldrig i tvivl om, at Flamengo ville tage trofæet med hjem.

- I Flamengo har vi et ordsprog: "Til enden". Vi holder aldrig op med at tro på det, da kampen først slutter, når dommeren fløjter af.

- Vi troede på det, vi kæmpede indtil det sidste minut, og vi kunne ikke have forladt banen uden at være vindere. Holdet fortjener det så meget, siger den brasilianske angriber efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forsvarsspiller hos Flamengo Rodrigo Caio er glad for, at han er med til at skrive historie i klubben.

- Vi gav aldrig op. Vi vidste, at det ville blive svært mod mestrene fra 2018. Vi led i første halvleg, men vi troede på os selv.

- Vi er glade for at skrive historie i klubben med denne magiske sejr. Lad os håbe, at det blot er begyndelsen, siger han til det brasilianske medie Globoesporte ifølge nyhedsbureauet Reuters.

River Plates træner, Marcelo Gallardo, var rystet efter nederlaget.

- Jeg er stolt af mine spillere, af alle, der har arbejdet sammen med mig, og af Rivers fans, siger han ifølge Reuters.

Den tidligere Inter-angriber Gabriel Barbosa stod for Flamengos to sene scoringer. River Plate kom i front allerede efter 14 minutter på mål af Rafael Borre.

Det er anden gang i historien, at Flamengo vinder titlen.

Sejren betyder, at Flamengo skal repræsentere Sydamerika i verdensmesterskabet for klubhold i Qatar i december. Her deltager Liverpool for Europa efter holdets sejr i Champions League-finalen over Tottenham i maj.

/ritzau/