Mathias Christiansen og Alexandra Bøje triumferede lørdag aften i finalen ved EM i badminton.
Mixeddoublen vandt i to sæt med cifrene 21-19, 21-14 over den engelske duo Callum Hemming og Estelle van Leeuwen.
Danskerne satte kursen mod titlen indledningsvist, hvor det andenseedede makkerpar fik den bedst tænkelige start med fem vundne point.
Der kom siden gang i englænderne, der kom på omgangshøjde ved stillingen 9-9, inden Bøje og Christiansen igen trak fra.
Spændingen var dog intakt mod slutningen af sættet, hvor englænderne nærmede sig et comeback med en reducering til 16-18.
Det holdt hårdt for Bøje og Christiansen, der misbrugte tre sætbolde, før de kunne tage momentum med videre.
Mønsteret fra første sæt gentog sig i andet, hvor danskerne tog styringen og kom foran 6-1, før Hemming og van Leeuwen igen fik sat deres aftryk.
Da det virkelig gjaldt, formåede danskerne at gøre arbejdet færdigt uden at skabe spænding.
Bøje og Christiansen spillede sig således frem til seks matchbolde, inden EM-guldet blev sikret.
Dermed forsvarer Danmark titlen i mixeddouble. Sidste år var det Jesper Toft og Amalie Magelund, der triumferede i finalen.
/ritzau/
