Fjerdeplads føles som en sejr for udmattet Dufour

Cathrine Dufour ramte sit topniveau i OL-finalen. Eneste problem var, at tre konkurrenter var endnu bedre.

Cathrine Dufour og Bohemian red sig til to fjerdepladser ved OL, hvor de også var flittige gæster i dopingkontrollen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en udmattet og »totalt udtømt« Cathrine Dufour, der forlader Tokyo og OL med to fjerdepladser i dressur.

Den danske stjernerytter har ikke bare måttet leve med pres for at lave toppræstationer på banen. Sammen med hesten Bohemian har hun også marcheret i fast rutefart til og fra dopingkontrollen.

Efter onsdagens individuelle finale, hvor Dufour og Bohemian sluttede lige uden for medaljerækken, stod dopingkontrollanterne igen klar.

Tilsammen nåede Dufour og Bohemian at afgive fem dopingprøver i løbet af de tre konkurrencedage i Tokyo.

»Jeg har aldrig prøvet noget lignede,« siger Dufour undrende.

Den 29-årige sjællænder er ellers stolt og lettet over sin afsluttende præstation, der rakte til en score på hele 87,507 procent i det frie program.

Det var en slags revanche for skuffelsen i tirsdagens holdkonkurrence. Det eneste, hun kan ærgre sig over, er, at tre konkurrenter var endnu bedre.

»Jeg føler, jeg har vundet fjerdepladsen. Jeg kunne ikke gøre mere. Jeg er virkelig glad, for jeg havde ikke mere at give af. Nu skal jeg bare hjem og øve mig noget mere,« siger Cathrine Dufour.

Hun peger på, at det også handler om at have de sidste marginaler med sig hos de syv dommere.

Hun mener, at de ubevidst kan være blevet påvirkede og forudindtagede af, at Dufour kiksede i holdkonkurrencen og derfor startede som den dårligste i den bedste gruppe.

»Det er sådan nogle små psykologiske ting. Vi er meget, meget tætte, og der sidder syv dommere, der i øvrigt har dømt fantastisk. Det er bare marginaler, og de var ikke på min side.«

»Dommerne er også bare mennesker. Charlotte Dujardin har redet godt hele ugen, og det giver måske et lille plus på den psykologiske konto,« siger Dufour om den britiske bronzevinder.

Selv om det ikke blev til den håbede medalje, blev onsdagens finale en succeshistorie for dansk dressur med tre ryttere blandt de 11 bedste.

»Målet var at have to ryttere med i finalen. At vi fik tre med er fantastisk. At de oven i købet alle ligger mellem de 11 bedste, det er over vores forventninger. Jeg er megaglad og super stolt,« siger landstræner Nathalie zu Sayn Wittgenstein.

En af dem, der overgik forventningerne var Carina Cassøe Krüth. I sit første OL sluttede den 38-årige vestsjællænder som nummer syv.

»Det havde jeg solgt den for, da jeg rejste hjemmefra. Jeg er så stolt. Det har været en fantastisk oplevelse.«

»I starten var jeg bare glad for at være her. Jeg har ikke sat mig nogle sindssyge mål. Jeg ville gerne i finalen, og at jeg så ender som nummer syv, det er mere, end jeg havde regnet med,« siger Carina Cassøe Krüth.

/ritzau/