Fischer meget tæt på comeback for Ajax' førstehold

Et skadesmareridt er ved at ovre for Ajax' danske stortalent Viktor Fischer. Onsdag aften var han for fjerde gang i træk med for start for den hollandske storklubs andethold, Jong Ajax, og ifølge cheftræner Frank de Boer er 20-årige Fischer snart klar til comeback for Ajax' førstehold.

»Han har gjort trin-for-trin-fremskridt. Og jeg håber, at hvis alt går vel, så er han med i a-truppen til kampen mod NAC (den 19. april, red),« siger Frank de Boer til Ajax' hjemmeside.

Viktor Fischer tordnede frem i Ajax som bare 18-årig i slutningen af 2012 og fortsatte udviklingen det efterfølgende år, hvor han gjorde sig selv til stamspiller. Her spillede han sig også på det danske A-landshold.

Men i februar 2014 blev han ramt af en drilsk baglårsskade, som altså har parkeret ham på sidelinjen i over et år.