Russiske atleter og landshold bliver ikke lukket ind i Finland for at konkurrere - uanset om det er under russisk eller neutralt flag.

Det er beskeden, som den finske regering torsdag har sendt i forbindelse med vedtagelsen af en principbeslutning om, at visum til kortvarige ophold i landet kun vil blive givet, hvis det anses for "nødvendigt for Finlands nationale interesse".

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Rusland bruger sport som propagandamiddel, siger den finske udenrigsminister, Elina Valtonen, ifølge TT.

- Mens Ruslands angrebskrig fortsætter, har russiske atleter intet at gøre i Finland. Indrejse i landet ville bringe Finlands internationale relationer i fare.

Russisk og belarusisk deltagelse i international idræt har været et stort tema, siden sportsdomstolen CAS for to uger siden fastslog, at Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) ikke havde hjemmel til at udelukke Rusland og Belarus.

På den måde blev IIHF tvunget til at lade landene deltage ved VM og andre turneringer på lige vilkår med andre nationer.

Det sendte chokbølger gennem sporten, hvor især en lang række vestlige lande ikke vil have Rusland og Belarus tilbage, mens krigen i Ukraine fortsætter.

Danmark, Finland og andre lande har meddelt, at man ikke stiller op til kampe mod Rusland, og kun fremtiden kan vise, hvordan det hele kommer til at spænde af.

Nu har Finland som det første land fået myndighederne til at ændre regler, som skal gøre det muligt at afvise visumansøgninger fra russiske atleter, så de kan holdes væk fra konkurrencer i landet.

Finland skal om godt et års tid være vært for U20-VM i ishockey for herrer. Det skal foregå i flere byer, og fra de kanter var der udtrykt klart ønske om, at man ikke vil huse russere.

Byen Turku havde meddelt, at man ville trække sig fra værtskabet, hvis Rusland skulle deltage.

Tamperes borgmester, Ilmari Numinen, har sagt, at Rusland ikke kommer til at spille i Tampere og havde allerede opfordret landets regering til at nægte at udstede visa til de russiske spillere og ledere.

Allerede sidst i november vil de nye finske regler dog blive tryktestet. Her er finske Ruka vært for World Cup-afgørelsen i både skihop, langrend og nordisk kombineret.

Det Internationale Skiforbund (FIS) har tidligere givet en række russiske skiløbere grønt lys til at konkurrere under neutralt flag, men det kan ændringen i de finske visumregler altså gøre umuligt.

RITZAU