Finne smadrede Mercedes: Jeg var nødt til at risikere

Valtteri Bottas ville vinde positioner i Formel 1-kvalifikationen i Mexico, men endte i stedet i barrieren.

Valtteri Bottas satte sjettebedste tid, inden han kørte i barrieren. Rodrigo Arangua/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Mexico fik en dramatisk afslutning lørdag aften dansk tid, da finnen Valtteri Bottas kørte galt i sin Mercedes.

Bottas, der sluttede i sjettebedste tid, mistede kontrollen over sin Mercedes og hamrede ind i en barriere på vej ind på start/mål-langsiden på sin sidste omgang.

Finnen forlod efterfølgende bilen, der var noget ramponeret, af egen kraft.

- Jeg vidste, at jeg var nødt til at løbe en risiko for at vinde positioner, så jeg forsøgte at presse alt ud af bilen, fortæller Valtteri Bottas.

- Jeg har det ok, men desværre har jeg givet drengene i garagen noget ekstra arbejde i aften. Forhåbentlig kan vi undgå straffe i morgen. Det er bare irriterende, for kigger man på tiderne, mener jeg, at jeg havde chancen for at blive nummer tre.

Bottas er den eneste, der han true teamkammerat Lewis Hamilton i kampen om verdensmesterskabet, som Hamilton kan sikre allerede søndag.

For at blive verdensmester søndag skal Hamilton hente mindst 14 point mere end Bottas.

Inden grandprixet i Mexico fører Hamilton med 338 point, mens Bottas på andenpladsen har 274. Ud over grandprixet i Mexico resterer tre grandprixer i sæsonen.

Hamilton starter i fjerdepositionen, hvilket ifølge teamchef Toto Wolff ikke er optimalt.

- Heldigvis er han (Bottas, red.) ok, men bilen fik desværre nogle slag. Vi vurderer skaden og håber ikke, at vi behøver skifte dele, der koster straf.

- Det er ikke ideelt, at Lewis starter i P4, men det kommer til at handle meget om dæk, og det kan skabe nogle muligheder for os, siger Toto Wolff.

/ritzau/