Finaleklar Sara Slott: OL-medalje vil kræve personlig rekordtid

Sara Slott Petersen skal løbe finale på kvindernes 400 meter hæk natten til fredag.

Sara Slott Petersen er finaleklar på kvindernes 400 meter hæk. Scanpix/Johannes Eisele Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hækkeløberen Sara Slott Petersen skal som den første danske kvindelige atletikudøver løbe med i en OL-finale.

Aarhusianeren sikrede sig natten til onsdag en plads i finalen i 400 meter hæk i tiden 54,55 sekunder i Rio.

Selv om Sara Slott Petersen løb næsthurtigste tid af alle, så regner europamesteren med, at hun skal sætte personlig rekord for at gå på medaljeskamlen i finalen, der løbes natten til fredag.

- Jeg skal ned at løbe under 54 sekunder for at få en medalje. Det er der ingen tvivl om, siger hækkeløberen, hvis personlige rekord lyder på 53,99 sekunder.

Mens hun i sit indledende heat dagen forinden havde haft masser af overskud og luntede de sidste meter i mål, så var det anderledes i semifinalen.

- Rent løbemæssigt gik det ikke så godt som i indledende. Sådan er det, når man har et løb i benene.

- Selv om jeg prøvede at spare på kræfterne i indledende, så manglede jeg lige det sidste her i semifinalen. Men det er meget normalt.

- Jeg have ønsket, at jeg havde lidt mere overskud i dag, men det er bedre, at det kommer til finalen, siger Sara Slott Petersen.

Natten til onsdag blev danskeren blot overgået af amerikanske Dalilah Muhammad, der gik sikkert i finalen i tiden 53,89 sekunder.

- Muhammad viste, at hun er favoritten. Hun fører også verdensranglisten med over et sekund til alle os andre. Det er ikke så overraskende. Vi håber, at hun får en dårlig dag i finalen, men hun ser stærk ud, siger Sara Slott Petersen.

- Lige efter hende synes jeg, at vi er en seks stykker, der skal kæmpe om de sidste medaljer. Det kommer an på, hvem der får sat det ordentlig sammen på dagen.

- Hvis jeg får sat mit ordentligt sammen, så er der noget at hente, men jeg tror, at det er det samme for de andre, siger danskeren.

I kraft af sine præstationer i Rio har Sara Slott Petersen skabt forhåbninger om, at det måske kan blive til en medalje.

- Jeg synes, at I går lidt i selvsving, siger hun og fortsætter:

- Men det er også okay. Hvis jeg rammer dagen, så kan jeg tage en god placering. Men får jeg ikke sat det bedre sammen end i dag, så tror jeg, at jeg rammer uden for skamlen.

Semifinalen blev endestationen for landsmanden Stina Troest, der løb 56 sekunder rent, hvilket var hendes bedste tid i år. Det rakte til en sammenlagt 15.-plads for Stina Troest.

/ritzau/