Fin start for Juul og Tinning

Karen Margrethe Juul og Iben Tinning fik en fin start på kvindernes VM for hold i Sun City i Sydafrika. Det danske par ligger nummer otte efter førstedagen.

To birdies til slut reddede Karen Margrethe Juul og Iben Tinning på førstedagen af kvindernes VM for hold i golf. Efter fredagens singler i Sun City i Sydafrika, hvor de to spilleres scorer bliver lagt sammen, ligger de to på en delt ottendeplads fem slag over par.

Dagen så længe ud til at blive en ubetinget dansk succes, men efter hul 12 fik makkerparret på det nærmeste en kollektiv kollaps og leverede tilsammen fire bogeys og en dobbelt bogey på de næste fem huller. Dermed dalede de ned på en trist 13. plads.

Men på 18. og sidste hul sendte både Juul og Tinning bolden i cuppen et slag bedre en idealscoren og strøg dermed tilbage i top 10.

Paraguay har lagt sig i spidsen fem under par, hvilket er fire bedre end Sydkorea på andenpladsen.

/ritzau/