Det er lidt ligesom med kongefamilien. Vi har fulgt deres første skridt ud i offentlighedens projektørlys, vi har nærstuderet dem på TV, og vi har siddet i kantiner, skolegårde og skurvogne og diskuteret, hvem der var bedst.
De har fyldt meget, Michael og Brian. For vi danskere var først rigtigt gode, når Laudrupperne spillede champagnebold.
Men det er, som om det er lidt uforløst. Som om det aldrig blev godt nok. Hvorfor fik landsholdet aldrig det fulde udbytte af Michaels enestående evner? Og kan det virkelig passe, at fire år i skotsk fodbold skulle blive Brians mest succesrige på klubplan?
Det stod tidligt klart, at Brian Laudrup, som 22. februar fylder 50 år, havde det svært med berømmelsen og det enorme forventningspres. Han begyndte at gå til fodbold som seksårig hjemme i Brøndby, og der gik ikke lang tid, før modstanderholdets forældre stod og skreg til deres sønner, at de skulle »sparke lille-Laudrup ned«.
De rå tilråb gik knægten på. Brian Laudrup var med egne ord ikke »faldet i gryden med selvtillid« som barn. Han var en åben og sårbar dreng, der viste sine følelser i modsætning til den fem år ældre og lidt mere tilknappede Michael.
Men selv om Brian Laudrup ofte ønskede, at han hed noget andet til efternavn, bevarede han glæden ved fodbold. Som 17-årig blev han rykket op i Brøndbys førsteholdstrup, og som 20-årig fik han debut på landsholdet.
Han var en typisk Laudrup. Sublim teknik, fremragende spilforståelse og en lidt doven og lemmedaskende attitude, når modstanderne havde bolden. Der har aldrig været mange tilbageløb, bolderobringer og glidende tacklinger i brødrene Laudrup. Til gengæld var der så meget andet, og dengang sagde de, der havde set ham, at han var bedre end Michael.
Bedre end Michael Laudrup? Ingen tvivl om, at forventningspresset var enormt, og de evindelige sammenligninger blev en plage for Brian i rollen som den evige lillebror.
Som 20-årig stiftede han bekendtskab med det barske liv som udlandsprofessionel i Bundesligaklubben Bayer Uerdingen. I 2013 beskrev han i Ud & Se overgangen således:
»Det var et meget hårdt miljø, og det var det største kulturchok, jeg fik.«
Derpå fulgte i hastig rækkefølge Bayern München, Fiorentina, AC Milan. Det blev aldrig rigtig lykkeligt. Ikke før skotske Glasgow Rangers kom på banen.
Den skotske liga var synonym med hårde tacklinger, karseklippede klepperter, blodige bandager, mudder og regn. Og så kom Brian Laudrup. En elegant, gennembrudsstærk tekniker med lavt tyngdepunkt, et lynhurtigt antrit og kælne boldberøringer.
Det var dømt til at mislykkes. Måske derfor gik det over al forventning.
Brian Laudrup nød de fire år i Skotland. Han havde enorm succes, klub og fans elskede ham, og to gange blev han kåret som årets spiller i skotsk fodbold.
På landsholdet blev han sammen med målmand Peter Schmeichel regnet som de bedste spillere gennem 1990erne. I sine 82 landsholdskampe splintrede han selv de mest kompakte forsvar med sine besnærende driblinger og præcise frispilninger. 21 mål fra egen fod blev det til.
Efterhånden lærte han at lægge bånd på sine følelser. Både internt i klubberne og over for en offentlighed, der ikke kunne få nok af de nærved-og-næsten-royale Laudrupper.
Udadtil optrådte han køligt og urørligt med mimik som en Montana-reol. Men bag facaden blev han stadig beskrevet som en følsom gut, der mestrede hele registret og både kunne sprudle, fortvivle og rase.
Fodboldlykken fulgte ikke med ham, da han rykkede videre til Chelsea, FC København og til sidst Ajax Amsterdam. Skader, smerter og gigtmedicin holdt sit indtog, og mentalt virkede Brian Laudrup efterhånden slidt af modgangen. Til sidst orkede han ikke mere, og som 31-årig lagde han de professionelle støvler på hylden.
Efter karrierestoppet har vi kunnet følge ham som fodboldekspert og kommentator på skiftende TV-kanaler.
Men oplevelserne fra barndommens fodboldbaner og presset for at blive en succes har ansporet ham til at ville noget mere med sin fodboldkunnen.
Sammen med vennen, den tidligere OB- og landsholdsmålmand Lars Høgh, har han gennem flere år drevet Laudrup & Høgh, der har arrangeret fodboldcamps og streetfodbold-turneringer for at fremme spilleglæde hos børn og unge. Foretagendet lukkede for et par år siden, men de driver stadig »Fodbold Fulton« i Gentofte, et skoleprojekt for skoletrætte, fodboldglade drenge.
Ni klubber, fire gange årets fodboldspiller i Danmark og en buste i idrættens Hall of Fame. En fornem landsholdskarriere.
Alligevel er det blevet ved at klæbe til ham. Spørgsmålet. Var det godt nok? Kunne og burde han være nået længere? Højere?
Svaret gav han formentlig selv, da han i forbindelse med sin »pensionering« til Politiken sagde, at han havde haft et skønt fodboldliv:
»Jeg har haft megen succes, og så har jeg også haft det, andre måske vil kalde fiasko. Men sådan ser jeg ikke selv på.«