Gianni Infantino, der er præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), har tilbragt mange timer i luften under VM i fodbold, der har budt på rekordmange kampe og den største geografiske udbredelse i historien.

Under turneringen, der har Mexico, USA og Canada som værter, har han rejst rundt på kryds og tværs i Nordamerika for primært at overvære en stor del af de i alt 104 kampe.

Nyhedsbureauet AP har kortlagt præsidentens gøren og laden under slutrunden.

Analysen viser, at han vil have fløjet en distance, der svarer til næsten to en halv gang rundt om Jorden, når enten Argentina eller Spanien er blevet kåret som verdensmester.

AP har analyseret flydata fra et privat forretningsfly, som Infantino har benyttet de seneste år, og gennemgået billeder, der er taget af nyhedsbureauets fotografer, samt opslag på Instagram fra Fifa og præsidenten selv.

Samlet set har forretningsflyet tilbagelagt næsten 100.000 kilometer og været mere end 100 timer i luften under slutrunden.

Inden søndagens finale har Infantino overværet 43 VM-kampe fra tætteste hold. Han nåede ikke frem til lørdagens bronzekamp på Hard Rock Stadium i Miami, som England vandt med 6-4 over Frankrig, på grund af dårligt vejr.

Præsidenten har dog tidligere været til stede på Hard Rock Stadium fem gange under turneringen, og han har set mindst én kamp på samtlige 16 VM-stadioner.

På 13 forskellige dage nåede Fifa-præsidenten at overvære to kampe - oftest på stadioner, der lå flere hundrede kilometer fra hinanden, og frem til og med semifinalerne havde flyet krydset landegrænser i Nordamerika 23 gange.

Undervejs har han også rejst til Doha for at deltage i begravelsen af Qatars tidligere emir, Sheikh Hamad bin Khalifa al-Thani, inden han vendte tilbage til USA.

Den længste flyvning - hvis rejsen til Qatar ikke medregnes - varede 5 timer og 44 minutter og gik fra Miami til Seattle.

Den korteste varede 28 minutter og gik fra Seattle til Vancouver i Canada, hvor han overværede Schweiz' kamp mod Colombia i ottendedelsfinalerne.

Den dag med flest tilbagelagte kilometer var 26. juni. Det begyndte med en morgenflyvning fra Miami til Dallas. Herfra fortsatte flyet til Seattle, inden han satte kursen mod Miami, hvor han landede den efterfølgende morgen.

Fifa har ikke besvaret AP's henvendelse om en kommentar til Infantinos mange rejser.

VM-finalen mellem Spanien og Argentina fløjtes i gang søndag klokken 21 dansk tid.

RITZAU