Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, langer hårdt ud mod spillere og ledere på Senegals fodboldlandshold efter den kaotiske finale om det afrikanske mesterskab søndag aften.

Efter at modstanderen, Marokko, blev tildelt et straffespark i overtiden, beordrede landstræner Pape Thiaw sine spillere til at udvandre i protest.

Først 14 minutter senere vendte holdet tilbage på banen og endte med at vinde finalen efter forlænget spilletid.

I et opslag på Instagram lykønsker Fifa-præsidenten Senegal med titlen. Men slår samtidig fast, at de scener, der udspillede sig på banen og tilskuerpladserne på stadion i Rabat, var uacceptable.

- Vi fordømmer på det kraftigste den opførsel, vi så fra nogle "fans" og nogle senegalesiske spillere og ledere.

- Det er uacceptabelt at forlade banen på den måde, og vi tolererer ikke vold i vores sport. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, skriver Gianni Infantino.

Senegals delegation følte sig bortdømt af den congolesiske dommer, der i tillægstiden først annullerede en senegalesisk scoring og kort efter dømte straffe til Marokko.

Spillerne gik i omklædningsrummet. Samtidig opstod der uroligheder på tilskuerpladserne, hvor tilskuere kom i klammeri med kontrollører.

Da Marokkos Brahim Diaz efter et kvarters ventetid endelig fik lov at sparke straffesparket, sendte han bolden lige i favnen på Senegals målmand, Edouard Mendy.

I den forlængede spilletid scorede Pape Gueye det, der skulle vise sig at blive kampens eneste mål og gjorde Senegal til afrikamester for anden gang.

Men holdets opførsel på vej mod sejren kaster en skygge over triumfen, mener Infantino. Han opfordrer Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) til at drage en konsekvens af skandalen.

- De grimme scener, vi oplevede, skal fordømmes og aldrig gentages.

- Jeg gentager, at det ikke hører hjemme i fodbold, og jeg forventer, at de relevante disciplinære instanser i CAF vil træffe de nødvendige foranstaltninger, skriver Fifa-præsidenten.

/ritzau/