Fifa-præsident: Dommere kan aflyse VM-kampe ved racisme

Dommere har magt til at aflyse kampe under VM i tilfælde af racisme og diskrimination.

Fifas præsident, Gianni Infantino frygter ikke, at der kommer sager med diskrimination under VM, siger han ifølge Skysport. Mladen Antonov/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når VM i fodbold om en uge går i gang i Rusland, vil der være ekstra fokus på racisme under kampene.

Dommerne vil have magt til at aflyse kampe, hvis der er hændelser med racisme eller diskrimination.

Det siger Fifas præsident, Gianni Infantino, ifølge Skysports.

»Jeg vil ikke sige, at vi er bekymrede for diskrimination, menneskerettigheder eller sikkerheden, men vi tager det meget alvorligt. Vi har taget passende foranstaltninger i forberedelsesprocessen.«

»Vi vil have klare procedurer på plads, herunder en tretrinsproces for dommere, så de kan stoppe, suspendere eller endda aflyse en kamp i tilfælde af diskrimination.«

»Vi har et overvågningssystem og kan give øjeblikkelige sanktioner, hvis der sker noget. Vi ønsker naturligvis, at der ikke sker noget, og alle er blevet advaret om, at hvis det sker, vil der være alvorlige konsekvenser,« siger han ifølge Skysports.

Den engelske forsvarsspiller Danny Rose har ifølge Skysports bedt sin familie om ikke at rejse til Rusland under VM, fordi han er bange for, at de vil blive udsat for racisme.

Det danske landshold flyver mandag til Rusland. Den 16. juni spiller holdet første kamp i gruppespillet mod Peru. Derudover møder Danmark Australien og Frankrig i gruppespillet.

/ritzau/