Fifa giver Serbien bøde på 150.000 for omstridt flag

Serbien, Kroatien og Saudi-Arabien har alle fået bøder for forseelser begået under VM i fodbold.

Serbien fik kun et point i sine tre gruppekampe og måtte rejse tidligt hjem fra VM. Unknown/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Doha. Disciplinærkomitéen i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har onsdag uddelt bøder til VM-nationerne Serbien, Kroatien og Saudi-Arabien.

Det skriver Fifa på sin hjemmeside.

Serbien har således fået en bøde svarende til godt 150.000 kroner for have et omstridt flag hængende i holdets omklædningsrum.

Flaget viste omridset af Serbien inklusiv Kosovo, der i 2008 udråbte sig selv som selvstændig, og var desuden påtrykt en tekst, der på dansk kan oversættes til "Ingen overgivelse".

Kosovos selvstændighed er blevet anerkendt af blandt andet Danmark, USA og en lang stribe europæiske lande. Kosovo deltager også som selvstændigt landshold i turneringer under både Fifa og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Kosovos kulturminister, Hajrulla Çeku, raste over flaget på Twitter.

- Skandaløse billeder fra det serbiske omklædningsrum, der sender signaler om had, xenofobi og folkemord mod Kosovo og udnytter VM-platformen.

Også Kroatien har fået en bøde. Den lyder på et beløb svarende til godt 375.000 kroner og falder, efter at kroatiske fans råbte grimme ting efter og fremviste et stødende banner mod Canadas keeper Milan Borjan, der har serbiske rødder.

Endelig har Saudi-Arabien fået to bøder på hver knap 115.000 kroner. De falder, fordi holdet i gruppekampene mod Argentina og Mexico modtog seks kort i hver kamp.

/ritzau/