Når stortalentet Paul Seixas i de kommende tre uger kører sit livs første Tour de France, er det med en mission om at udfordre Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og de øvrige store navne.

Den blot 19-årige franskmand slår fast, at han udelukkende koncentrerer sig om at klare sig så godt som muligt i den samlede stilling.

- Hovedprioriteten er at køre efter klassementet, og så må vi se, hvordan det kommer til at gå.

- Jeg sætter ikke på forhånd et mål om en bestemt placering, men jeg kommer ikke til at løbe nogen risici for andet end klassementet, siger Paul Seixas på et velbesøgt pressemøde i Barcelona, hvor Touren begynder lørdag.

Franskmandens Tour de France-debut er omgærdet af stor interesse i hjemlandet, hvor man endnu engang håber at have fundet den rytter, der skal afslutte den franske sejrstørke i verdens største cykelløb.

Ingen franskmand har vundet Tour de France siden Bernard Hinault i 1985. Men Seixas er forsigtig med at lægge pres på sig selv, selv om han i sin unge karriere allerede har leveret store resultater.

Tour de France bliver hans første tre uger lange etapeløb, og derfor har han ingen erfaring med, hvordan kroppen reagerer på anstrengelserne undervejs.

- En del af mig ønsker at vinde. Men dette er Touren, og det er en ny oplevelse for mig. Man kan vinde løbet på forskellige måder, men nu må vi først se, hvilket niveau jeg kan konkurrere på i et løb som dette.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan jeg restituerer efter 10-15 etaper, og jeg frygter det ikke. Jeg ved, jeg kommer til at lave fejl, men jeg er bare glad for at være her, siger Paul Seixas.

I første omgang ser han frem til lørdagens åbningsetape, der bliver en holdtidskørsel i Barcelona, hvor han ser gode muligheder for sit Decathlon-hold.

- Vi har kørt en prøvetur i dag (torsdag, red.), og vi har et virkelig godt hold til en holdtidskørsel.

- Det er en tidskørsel, der foregår inde i byen, og det kommer til at gå meget hurtigt. Men det kan vi håndtere, og vi kommer med stor selvtillid, siger Seixas.

Hans optakt til løbet er blevet forstyrret af, at han styrtede og pådrog sig skader på begge hænder i optaktsløbet Tour Auvergne-Rhône-Alpes.

Men hænderne volder ikke længere nogen problemer, fastslår han.

- Det var ikke så let i tiden lige efter. Men nu går det godt. Jeg begyndte at træne igen for nogle dage siden og har været på en rigtig god højdetræningslejr, siger den unge Tour de France-debutant.

RITZAU