Ferrari stjal showet i Istanbul

Dobbeltsejr til Ferrari i søndagens tyrkiske Formel 1 Grand Prix i Istanbul. Uheld til Lewis Hamilton betyder ny spænding i topstriden.

Efter den interne ballade ved det forrige Formel 1 Grand Prix i Ungarn var de flestes øjne rette mod de to førende i VM-stillingen, McLaren-Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Fernando Alonso, da det tyrkiske Grand Prix blev afviklet på Istanbul Park søndag.

Men det var nu alligevel de to røde Ferrari-biler, der endte med at løbe med opmærksomheden. Både brasilianeren Felipe Massa, der startede i pole position, og Kimi Raikkonen fra Finland var nemlig usædvanligt godt kørende i varmen. Massa holdt sig i front hele vejen og vandt dermed sit femte Formel 1-løb i karrieren, mens Raikkonen blev nummer to.

Hos McLaren-Mercedes så det længe ud til, at briten Lewis Hamilton skulle vinde den interne duel med sin rival Fernando Alonso. Men 16 omgange før mål punkterede Hamiltons højre fordæk, og det unge stjernefrø måtte en tur i pitten. Det kostede værdifulde sekunder og VM-point, idet Hamilton sluttede på femtepladsen, to pladser dårligere end Fernando Alonso, der blev nummer tre.

Hamilton fører dog stadig VM-stillingen, men nu kun med fem point ned til Alonso.

/ritzau/