Femte sæt

Kurt Nielsen: Danmarks mest vindende tennisspiller nogensinde føler ikke, at han har fået den anerkendelse af den danske tennistop, som han var og er berettiget til. Først og fremmest mener Kurt Nielsen, at han kunne have gjort en forskel i udviklingen af de danske talenter, som aldrig for alvor er slået igennem i international tennis. Derude i den verden, hvor Kurt Nielsen i egen udlægning altid har været mere respekteret for sin indsigt end i den danske andedam. Men han er ikke bitter. Nærmere forundret. I dag er Kurt Nielsen 70, har lige fået en ny hofte, og passer sit arbejde som TV-kommentator.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

STOCKHOLM

Erindringen af Danmarks mest vindende tennisspiller nogensinde er i sort-hvid. Korte klip i flimrende filmkvalitet og håndtryk henover nettet på Centre Court i Wimbledon.

Fra dengang i 50erne, da Kurt Nielsen to gange nåede finalen i verdens fornemste turnering. Han tabte dem begge, men vandt et hav af internationale turneringer i samme periode.

En Gunnar NU- og NÅ-generation senere presser lyden sig på. Et karakteristisk nasalt lydtapet af paratviden og indsigt i den tennisverden, som blev Hellerup-drengens levebrød på så mange måder. Det sidste årti som TV-kommentator.

Kurt Nielsen rundede 70 i november. Midt i december rundede han Gentofte Amtssygehus for at få en ny hofte. Og lige nu runder han dagens transmission af fra endnu en turnering ude i verden i sin kommentator-boks på toppen af Solna socialforvaltning i udkanten af Stockholm. Her har TV-stationen Eurosport lejet sig ind på øverste etage. 20 gange om året flyver de den danske tennisekspert ind til simuleret vi-er-der-live-kommentage fra alverdens sportslige brændpunkter. Kurt Nielsen er en blandt 350 freelance-kommentatorer, der tjener en ekstra skilling i det skandinaviske transmissions-koncept, som i al sin enkelthed går ud på at samsende sport på dansk, norsk, svensk og finsk.

»Velkommen til Nice,« som Kurt Nielsen har indledt eftermiddagens lettere ligegyldige WTA-opgør mellem Anke Huber og Natalie Dechy. Mens Stockholm bader sig i forårets forvarsel.

Et par timer forinden sidder vi fem minutter derfra på Kurt Nielsens midlertidige bopæl, Svit Residence, som han med en krykkes hjælp og en finsk kollegas udstrakte hånd til arbejdsmappen klarer på lægens ordinerede medicin: Gåben.

Med anekdotisk og fotografisk hukommelse bladrer Kurt Nielsen i sit livs album, og stopper gerne op, når han bliver bedt om det. Selvfølgelig ved sit forhold til Wimbledon. Eller ved sin alder, som han erkender er gået ind i det femte sæt, enhver tenniskamp af betydning går over. Men ikke mindst ved symbolikken i at sidde så langt fra det eneste bud på en international dansk turnering, Copenhagen Open, og kommentere kampe fra Nice eller Marseilles. Og samtidig indrømme, at han aldrig kom til at spille den rolle for dansk tennis, han følte og føler sig berettiget til:

»Det er da lidt paradoksalt, men jeg skal passe mit job heroppe, og jeg har jo stort set ikke mere at gøre med dansk tennis. Jeg har slet ikke noget med Dansk Tennis Forbund at gøre, så det føles da lidt mærkeligt. Der er ingen tvivl om, at dansk tennis ikke har de samme tanker om mig, som så mange andre udenfor. Ellers ville de nok have gjort mere eller bedre brug af mig. For 25 år siden svinede en formand mig til på en generalforsamling, uden at jeg havde tale eller stemmeret. Lige siden har jeg haft et lidt køligt forhold og været på afstand af Dansk Tennis Forbund.«

Var du selv afvisende overfor et samarbejde?

»Nej, jeg ved såmænd ikke hvorfor, det endte sådan. Jeg kom i modsætningsforhold til formanden dengang, men mere voldsomt var det ikke. Hvis du kigger på, hvad jeg har lavet siden den tid, har det næsten alt sammen været i internationalt regi. Jeg har været referee (overdommer, red.) i mange år. Og fra 1979 til 1984 var jeg supervisor (turneringsansvarlig, red.) i et fuldtidsjob i Grand Prix-turneringerne.«

En slags ambassadør for dansk tennis?

»Jeg føler da, at det ville have været en god ide, når man tænker på, hvad jeg har foretaget mig indenfor tennissporten og med mine forbindelser ude i verden. Men jeg har altid været mere anerkendt internationalt end nationalt. Alene i kraft af det job som supervisor, som jeg fik direkte tilbudt.

Hvad kunne du konkret have gjort for dansk tennis?

»Jeg kunne nok have bidraget med et råd eller to i forhold til, hvordan vi producerede spillere herhjemme, efter jeg trods alt har spillet i ti år internationalt. Så det tror jeg da nok, kunne have hjulpet noget. Jeg mener ikke, at man skulle have sagt, at nu bliver du træner eller får ansvaret. Men rent rådgivningsmæssigt ville det have været en god ide at bruge mig i miljøet. Jeg går meget ind for mentor-princippet, som også bliver brugt flittigt i turneringerne i dag.«

Hvad gør eller har dansk tennis gjort forkert?

»Man gør en kæmpefejl ved nærmest at fornægte fortiden. Som om man i dansk tennis ikke vil have noget med den at gøre. Der er ikke mange referencer, der går bagud inden for tennissporten. For år tilbage var der to taler, Nelson Mandelas tiltrædelsestale og en nytårstale af Dronning Margrethe, der gjorde et stort indtryk på mig. Mandelas gik på noget i retning af, at de der ikke har været med til at skabe fortiden, skal ikke være med til at planlægge fremtiden. Og Dronning Margrethe talte om vores rødder. Jeg tror vores rødder spiller en enorm stor rolle. Også i en sportsgren som tennis. Man har set det i fodbold, hvor ingen ude i verden er i tvivl om, hvem Laudrup-brødrene eller en Allan Simonsen er.«

Hvordan fornægter man fortiden i dansk tennis?

»Hvis du for eksempel tager et svensk Davis Cup-program, så har de alle kampene med fra Klør Konge var knægt. Et dansk program stopper ti år tilbage. Den slags, tror jeg, er en kæmpefejl. Ikke på grund af mig, og at mit navn ville stå i programmet. Jeg tror bare, at der er, og har været, mennesker indenfor dansk tennissports ledelse, som ikke er helt sikre i deres bagudrettede viden. Flere har ikke interesseret sig tilstrækkelig meget for at have en grundlæggende viden.«

Er det berøringsangst for din viden?

»Det kunne det da godt være, men det skal jeg jo nok lade være med at sige. For nogle år siden holdt jeg engang imellem foredrag for unge mennesker, og der pillede jeg nogle af de sjove ting i stykker for dem. For eksempel at topspin var noget nyt og opfundet af Bjørn Borg, eller at tohånds var nyt... og pointerede selvfølgelig, hvem der havde gjort de ting før krigen. Det er meget sundt. For der danner sig en hel del myter om både teknik og taktik.«

Er du bitter?

»Jeg har ikke tendens til at blive bitter. Og mange af tingene ligger langt tilbage. Men jeg kan ikke forstå det. Jeg synes samtidig, at man gør en fejl ved at kaste smuds på sin egen fortid. For hvad enten de synes om det eller ej, så er jeg i hvert fald en del af tennishistorien. Det kan de ikke tage fra mig. Og ja, der er nok lidt Jantelov over det.«

Du er i Hall of Fame med to finalepladser i Wimbledon og mange internationale titler. Vi har ikke haft rigtig haft nogen på det niveau siden?

»Jeg er meget stolt af at sidde sammen med de mennesker i Hall of Fame. Der er en enorm respekt på tværs af sportsgrene. Billedet af mig vil selvfølgelig ændre sig, når der kommer én, der er bedre. Jeg vil være den gladeste, når han eller hun kommer, for jeg har dansk tennis' interesse i hovedet.«

Er danske tennisspillere bare ikke gode nok?

»Jeg synes, vi har haft mange talenter, men vi har haft problemer med at udvikle dem. En lang overgang troede jeg på, at Kenneth Carlsen kunne gennemføre det. Men... jamen, jeg ved jo ikke, hvad der foregår. Når man ikke er tættere på dansk tennis, så har man også svært ved at vurdere, hvad der er hvad og komme med gode råd.«

Hvorfor er Wimbledon så speciel?

»Fordi der var og er ikke noget at gøre vrøvl over. Hvis du står og bliver sur på en tennisbane, kan det meget vel ende i, at der er det eller det galt hos arrangørerne. Man skal have noget at hænge sin hat på. I Wimbledon er der ikke noget at hænge sin hat på, fordi det er velorganiseret og korrekt, så du må hellere koncentrere dig om at spille. Undskyldningerne er ikke til at finde. Det var den fornemmelse, jeg havde, når jeg var derovre. Jeg blev meget inspireret af at spille Wimbledon, fordi publikum er et fantastisk vidende publikum. Ja, de bakker en englænder op, men aldrig nogensinde på en måde, at det bliver ubehageligt. Nej, det er ikke et snobbet eller arrogant publikum, men et vidende og interesseret publikum.«

Hvad er det Wimbledon kan?

»En af de store dygtigheder hos Wimbledon er dens valg af formand og komite. Wimbledons hviler på en aftale mellem klubben The All England Club og det engelske tennisforbund, så når turneringen spilles, går de to sammen. Men der er formanden for klubben, der bestemmer. De har selvfølgelig haft et kommercielt formål, men det sportslige har hele tiden stået forrest. Det kan man se på to ting: Der står altså ikke noget navn i The Championships, som det hedder. Det kunne man tjene gode penge på at sælge, ligesom for eksempel Ford står foran Australian Open. Her hedder det altså Wimbledon - The Championships. Inde på Centre Court skal du kigge dig godt omkring for at finde reklamer. Der er to: Slazenger på dommerstolen suppleret med fire små logoer på bagvæggen, og så står der Rolex under klokken. Og der er ingen indflydelse udefra på afviklingen. Det respekterer jeg dem kolossalt meget for.«

Hvorfor kom du ind i The All England Club, som kun har vindere af turneringen blandt de 375 faste medlemmer?

»Det var en kombination af finalerne og den indsats, jeg havde ydet som supervisor og referee, der gav mig medlemsskabet i 1985. Jeg har været derovre stort set hvert år siden, jeg blev medlem. Det synes jeg, at jeg skylder dem. Men der er også svært at holde sig væk, selv om London er blevet en dyr fornøjelse. Sådan en dag med tennis, teater og middag. Det er så pragtfuldt, så har jeg virkelig levet. Jeg elsker London, og det har selvfølgelig meget med Wimbledon at gøre. Men jeg var der også meget, da jeg havde mit eget agentur-firma, fordi jeg repræsenterede nogle engelske firmaer i Danmark og Skandinavien.«

Du siger selv, at du ville være 45 millioner værd i moderne tennis. Og ville have haft en videregående uddannelse ved siden af?

»Da jeg gik i skole, spillede jeg også på landsholdet, så jeg skulle have meget fri. Betingelsen var, at jeg bestod min studentereksamen, så jeg var tvunget til at være god til at lære noget undervejs eller inden turene. Senere gik jeg på Polyteknisk Læreanstalt, og det gjorde jeg ikke færdig. Det er en af de fordele, de unge mennesker har i dag, som jeg godt ville have haft dengang. Hvis jeg havde haft Team Danmark og rigtig rådgivning, så havde jeg garanteret været cand. jur., for det kunne jeg have siddet og læst i en flyvemaskine. Nu sidder jeg med den største fornøjelse og glæde og ser på mit barnebarn, der pakker sin bærbare PC ned, når han skal ud til tennisturneringer, så kan han passe sine lektier. Frederik vandt U 18-DM sidste år, da han var 16.«

Hvordan er det at være 70?

»Jeg synes ikke det er stort anderledes, men selvfølgelig når jeg kigger bagud, er det den korte ende af snoren, jeg har tilbage. Det er jeg godt klar over. For det slår mig da mange gange det der med at være 70. Det er gået kolossalt stærkt. Men jeg har vel i princippet levet en tre-fire gange flere end de fleste andre mennesker, så jeg tror ikke jeg har noget til gode.«

Femte sæt?

»Det er jo en fem-sætter, når man når 70. Det er ikke de fleste beskåret. Jeg har mistet mange venner. Men jeg har en hustru og to børn og to børnebørn, som jeg er vildt begejstret for, så jo mere jeg kan få lov til at se dem, jo gladere bliver jeg. Og jeg erkender da blankt med min interesse for tennis, at jeg håber at få lejlighed til at se mit barnebarn spille nogle interessante kampe på et tidspunkt.«

Hvad betyder mest i livet?

»Familie og venner betyder helt klart mest for mig. Ellers er der ikke noget liv. Tennisen har bidraget med en masse venner inden for den verden. Ikke bekendte, men venner. Men jeg har som sagt også mistet mange. Vi spillede en double om lørdagen i Lyngby. Vi var fem, men er kun to tilbage, så efterhånden er der ingen, der tør spille med os...«

Får du en ketsjer i hånden igen?

»Overlægen har lovet mig, at jeg kommer til at spille igen. Operationen forløb lettere, end jeg havde regnet med. Man tror, man kan gå ud fra hospitalet og smide en stok en måned efter. Sådan er livet ikke. Jeg skal nok komme over det, hvis jeg sørger for at træne. Jeg gik rædselsfuldt de sidste tre-fire år, og så begyndte det at gøre forfærdelig ondt om morgenen. Da gik det op for mig, at det var et spørgsmål om livskvalitet. Hvis jeg skal sige det banalt, handler det om at kunne komme til London og gå op og ned ad Kings Road med min kone. Da vi sidst var der for at besøge vores søn, der bor derovre, kunne jeg kun gå den ene vej, og måtte tage en taxa den anden.«

Den slags nederlag bryder Kurt Nielsen sig ikke om i sin favoritby. Hvor han altid har sat en ære i at kæmpe til matchboldens bitre ende.

Og gerne over fem sæt