Federer stormer videre til finalen

Topseedede Roger Federer blæste Andy Roddick af banen i torsdagens semifinale i Australian Open og er dermed som ventet videre til finalen.

Den schweiziske verdensetter Roger Federer spillede sig i opvisningsagtig stil videre til finalen i Australian Open, da han torsdag slog Andy Roddick i semifinalen med cifrene 6-4, 6-0, 6-2.

Helt fra start syntes det klart, at den topseedede schweizer ikke var i gavehumør og havde en klokkeklar plan om at fortsætte sejrsstimen ufortrødent. Og sådan blev det. Roddick fightede det bedste, han havde lært, men kunne ikke stille noget op mod overmagten i den en time og 23 minutter lange kamp, som blandt andet bød på et decideret æg i andet sæt.

I weekendens finale, hvor Federer skal møde Tommy Haas eller Fernando Gonzalez, kan han sikre sig sin 10. Grand Slam-titel, hvis han fortsætter stilen.

/ritzau/