Det lignede meget længe en pointdeling, da FC Nordsjælland søndag eftermiddag tog imod Viborg FF i Superligaens mesterskabsspil.

Men lige før overtiden scorede Justin Janssen på hovedstød til 2-1 efter et hjørnespark og afgjorde kampen til FC Nordsjællands fordel.

Forud for det var gået en yderst underholdende kamp med masser af store muligheder og lige så stor ineffektivitet i begge ender.

Faktisk var det Viborg, der var farligst i anden halvleg, men FCN trak altså det længste strå og kan nu kalde sig det mest formstærke mandskab i Superligaens mesterskabsspil.

Nordsjællænderne konsoliderede med sejren sin tredjeplads, hvor klubben nu har fire point ned til netop Viborg på fjerdepladsen i kampen om bronzemedaljerne.

Viborg var lige ved at skabe en chokstart allerede i første minut, da Charly Nouck testede, om Andreas Hansen var vågen i FCN-målet. Det var han, og værterne slap med skrækken efter den udmærkede afslutning.

Men efter små 20 minutter kunne keeperen ikke stoppe Charly Nouck.

Dorian Junior headede bolden på tværs af feltet til sin holdkammerat, der dukkede op ved den ene stolpe og sparkede bolden over stregen.

Vurderet på spil og chancer var det ikke specielt fortjent, og FCN fortsatte da også ufortrødent med at kombinere i offensiven.

Efter 31 minutter hamrede Alexander Lind bolden på Lucas Lund, og minuttet efter blafrede nettet. Prince Junior fik lidt tilfældigt bolden i feltet, og via en FCN-afretning sparkede han den i mål til 1-1.

I anden halvleg gik begge hold benhårdt efter sejren, og det gav et lidt rodet udtryk på banen, hvor Viborg var tættest på til at begynde med.

Dorian Junior steg ti minutter efter pausen op til en bold og headede den på undersiden af overliggeren, hvorefter den var millimeter fra at gå over stregen. Efter et VAR-tjek blev det afgjort, at der ikke var mål.

Lidt mere end ti minutter senere måtte Andreas Hansen reagere hurtigt i FCN-målet, da Charly Nouck sparkede fladt.

I samme sekvens havde bolden ramt Tobias Salquists hånd, men dommeren vurderede, at det ikke rakte til Viborg-straffespark.

Viborg havde momentum, men FCN tog de tre point.

/ritzau/