København. Hvis man har adgang til internettet og opholder sig i Danmark, bliver det alligevel muligt at følge tirsdagens kamp i Champions League-kvalifikationen mellem Benfica og FC Midtjylland.
FC Midtjylland oplyser tirsdag eftermiddag på Twitter, at klubben i samarbejde med Arbejdernes Landsbank har sikret rettighederne til at vise kampen i tredje runde af kvalifikationen.
Kampen bliver vist gratis på TV Midtvests hjemmeside, oplyser FC Midtjylland.
Ingen tv-stationer har købt rettighederne til kampen, der begynder klokken 21.00 og bliver spillet i Lissabon.
Kampen er den første af to opgør om at komme videre til playoffrunden i Champions League-kvalifikationen, og FC Midtjylland må finde sig i en rolle som klar underhund.
Portugisiske Benfica nåede i sidste sæson frem til kvartfinalen i Champions League.
Den samlede vinder efter to kampe skal møde enten Sturm Graz fra Østrig eller Dynamo Kiev fra Ukraine i playoffrunden.
Hvis FC Midtjylland taber samlet til Benfica, skal de danske vicemestre deltage i Europa League-gruppespillet.
/ritzau/