København. FC Midtjylland går hårdt efter avancement i Europa Leagues gruppespil.

Det slår træner Bo Henriksen fast efter fredagens lodtrækning, som parrede midtjyderne med Braga (Portugal), Røde Stjerne (Serbien) og Ludogorets (Bulgarien).

Vi har en reel mulighed for at gøre en forskel og få point mod alle tre hold i puljen. Det har vi en god chance for, hvis vi spiller op til det, vi kan og skal. Jeg ser fine muligheder for os, siger Bo Henriksen til FCM's hjemmeside.

Vi skal videre fra gruppen. Det er det, vi går efter. Selvfølgelig skal vi gå all in på at komme videre i Europa League. En tredjeplads vil nok også være godkendt, men der er ingen tvivl om, at vi går efter at gå videre blandt de øverste to. Det ville være magisk.

Også i FC København går man efter avancement i gruppespillet i Conference League, der er den tredjebedste turnering efter Champions League og Europa League.

Det siger træner Jess Thorup efter fredagens lodtrækning, der satte FCK sammen med Paok (Grækenland), Slovan Bratislava (Slovakiet) og Lincoln Red Imps (Gibraltar).

- Først og fremmest er vi glade for, at FC København igen er i et europæisk gruppespil. Og målet er nu at gå videre derfra i turneringen. Og med lodtrækningen i dag er vi godt tilfredse med mulighederne.

- Vi skal op imod sølvvinderne fra Grækenland, der jo også er kendt for deres fanatiske fans, og mestrene fra Slovakiet, samt det bedste hold fra Gibraltar, der flot slog Riga fra Letland ud i går, opremser Thorup på FCK's hjemmeside.

FCK har været igennem tre kvalifikationsrunder og er stadig ubesejret på tværs af alle turneringer i sæsonen.

- Vi skal ud og vise os frem i Europa, for vi er godt i gang med at bygge noget nyt op, og holdet har udviklet sig meget på det seneste. Og i den forbindelse er de europæiske kampe afgørende - og en stor del af klubbens identitet, siger Thorup.

I Europa League kom Brøndby i gruppe med Lyon (Frankrig), Rangers (Skotland) og Sparta Prag (Tjekkiet), mens Randers i Conference League skal møde AZ Alkmaar (Holland), Cluj (Rumænien) og Jablonec (Tjekkiet).

Første spilledag i begge turneringer er 16. september.

/ritzau/