FC Midtjylland har købt angriberen Friday Etim hos FC Fredericia, der rykkede ud af Superligaen i den forgangne sæson.

I januar solgte FCM netop Etim til Fredericia, men sikrede sig i aftalen en tilbagekøbsklausul på den 24-årige nigerianer.

Efter fem mål for Fredericia i foråret og flere gode præstationer i Superligaen valgte FCM at trykke på knappen og aktivere klausulen.

Det oplyser Fredericia i en pressemeddelelse torsdag, hvor direktør Stig Pedersen melder om stor interesse for spilleren.

- Vi havde selvfølgelig gerne beholdt Friday i FC Fredericia. Det stod tidligt klart, at Friday var på lånt tid i FC Fredericia, da interessen for ham var stor fra både diverse superligaklubber samt flotte adresser i udlandet.

- Når man henter en spiller på den hylde, som Friday er på, så ved man også, at der er en risiko for, at det kan blive et kortere visit.

- Den risiko var vi bevidste om, og vi er stolte af, at han har taget de skridt, han har taget hos os, siger Stig Pedersen.

Efter nedrykningen vil Fredericia på ingen måde stå i vejen for Etim, lyder meldingen.

- Friday var en god spiller, da vi hentede ham, men den udvikling, han har været igennem hos os, har været virkelig flot. Han har arbejdet hårdt, taget ansvar og lagt flere lag på sit spil.

- Ud over at levere flotte resultater sportsligt vil vi også gerne være en klub, hvor spillere kan komme ind, udvikle sig og tage næste skridt i deres karriere, og Friday er et stærkt eksempel på netop det, mener Stig Pedersen.

Etim ser tilbage på en god tid i Fredericia, selv om den blev kort.

- Jeg har følt mig velkommen fra første dag af klubben, staben, mine holdkammerater og fansene. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg fik, selv om jeg kom til klubben uden kampform.

- Klubben gav mig muligheden for at spille og bidrage til holdet. Jeg har nydt hvert eneste øjeblik, siger Etim.

Han er noteret for fire kampe i FCM.

/ritzau/